Kunsten at realisere sine drømme (4). Det er forår. Drømme spirer og pipler frem. Men spørgsmålet er: Er det din egen sjæledrøm, du drømmer? Eller er det kulturens, dine forældres eller din partners? Her er fem spørgsmål, der kan give dig et drømmetjek, før du går i gang med realiseringen ...
Det, du ønsker og drømmer om, er det din egen sjæledrøm? Ja, det virker måske som et helt åndssvagt spørgsmål, men nogle gange kan det være godt at spørge sig selv en ekstra gang.
Det kan også være godt at gøre netop i denne tid, fordi den dels kalder på, at vi slipper de gamle mønstre, og den gamle version af os selv, for at træde ind i en ny tid, hvor vi for alvor skaber vores liv indefra og ud.
Vi er i en tid, hvor meget mere kan lade sig gøre, end vi ofte går rundt og tror. Hvor der samtidig er en mentaltræthed på den gamle verden og den gamle måde at gøre tingene på. Jeg oplever i denne tid en ekstrem stor længsel efter forandring henimod et liv med mere fællesskab, mening, kærlighed og bæredygtighed på alle planer.
Første skridt er, at vi stopper det århundredegamle "copy-paste"-liv og spørger os selv dybt i sjælen. Hvad er egentlig min egen drøm?
At skabe sin drøm indefra og ud kan bringe meget nyt og spændende med sig. Vi kan begynde at leve mere livskreativt, mere farverigt, mere rigt. Finde vores egne måder at gøre tingene på og leve og indrette os på. Vi kan begynde at lytte til os selv, vores egne længsler og behov.
Fordi nogen trives i en bestemt type liv og indretning, er det ikke sikkert, du gør det. Fordi du på et tidspunkt har indrettet dig på en måde, er det ikke givent, du har lyst til at blive ved med det resten af dit liv. Du kan så at sige vokse fra din egen drøm. I vores tid er det som om, vi har mulighed for at opleve tre liv i et menneskeliv, fordi vi lever længere, har flere muligheder og et større kulturelt råderum end tidligere generationer.
Den danske astrolog Claus Herskind Houlberg taler om - frit formuleret - at vi går fra Fiskens tidsalder, der har varet omkring 2000 år, til Vandbærerens tidsalder. I Fiskens tidsalder blev vi belært og undervist af autoriteter, skrifter og bøger. Vandbærerens tidsalder er anti-autoritær og præget af selvledelse. Flere og flere mennesker tør at træffe deres valg ud fra deres egen indre guidning, telepatiske kontakt og intuition. De afbryder tidligere tiders kopiering og får fat på nogle ideer, der ligger gemt i en skattekiste på bunden af dem selv.
Jeg tror, at vi - for at nå ind til vores egen sjæle-sande drøm - må gå i enrum med os selv og spørge os selv: Den drøm, jeg drømmer, er det min helt egen drøm - eller er det mine forældres drøm, min slægts drøm, mit egos drøm, min partners drøm eller en drøm, som min (materialistiske) kultur gerne vil have, at jeg drømmer?
Og hvordan finder jeg så ud af forskellen, vil du måske spørge?
Du kan f.eks. bruge nogle af disse spørgsmål:
1. Hvilke billeder kaster din sjæl ud foran dig?
Får du pludselig et billede af, hvordan din fremtid kunne blive? En anelse, en vision, et indre billede, der dukker op i et glimt? Der kan ligge guld i sådan en indre besked. Som Meister Eckhart** siger: "When the soul wants to experience something, she throws out an image in front of her and then steps into it". Disse indre visionære billeder er gaver til dig, der viser dig, hvad din egen drøm handler om. Min erfaring er, at man kan træne sig op i at fange disse visionære glimt.
2. Er der noget større på spil?
Sjæledrømme handler altid om udvikling og/eller om at bidrage og gøre en forskel. Det er som om, vi inderst inde ved, at vi er her på grund af udvikling, og hvergang vi får lyst til at forlade noget, er årsagen, at der ikke længere er nogen udvikling tilstede (i parforholdet, jobbet, venskabet mm). Hvad vil den drøm, du drømmer om i denne tid, bidrage med? Hvor og på hvilken måde vil den drøm, du drømmer, skabe udvikling?
3. Giver drømmen mig fred i sjælen?
Bliver jeg rolig indeni? Får jeg en følelse af fred på et dybt plan, når jeg tænker på at starte op som freelancer/købe en kolonihave/adoptere et barn/bygge mit køkken om/flytte til en mindre lejlighed eller en helt syvende drøm. Sandsynligvis skal du smøge ærmerne op og lægge kræfter i din drømmerealisering SAMTIDIG med, at du har en sjælero indeni dig, fordi du ved, du er på rette spor.
4. Er det som om, en dør åbner sig indeni mig?
Et dybt ja til en sjæledrøm kan virke som om, noget åbner sig eller udvider sig. De indre energi-porte bliver slået op billedligt set. Nogle gange har man bare en vished i sig. Det her virker rigtigt. Kunsten er at have tillid til denne indre vished og bevare den i sig.
5. Giver min drøm mig det, jeg selv længes efter?
Når vi ønsker noget, er det ofte udtryk for en følelse, vi længes efter. Ønsker du et sommerhus, er årsagen måske, at du drømmer om fællesskab med venner og familie, eller du ønsker at opdyrke en ro ved at købe et hus langt ude i naturen. Ønsker du at rejse, handler længslen måske om mere inspiration i dit liv. Du kan starte med at "hive noget af drømmeenergien" ind i dit liv ved allerede nu at spørge dig selv, "Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at få fat på mere fællesskab/ro/inspiration/eller hvad det nu er?"
TIP: Tal med dine gode venner - dem, du kan have dybe samtaler med. Dem, der kan åbne dine øjne dér, hvor du selv er blind. Eller tal med en god coach, der kan høre det, der ligger mellem de linjer, du siger.
Lykke til med din drømmerealisering. Jeg håber, at mine fire små tekster kan give dig inspiration med på vejen. Jeg har desværre ikke tid til at skrive flere blogindlæg dette forår. Lige om lidt går rejsen til Kreta, hvor jeg skal være i næsten en måned, og hvor jeg er i gang med min egen drømmerealisering ...
NB! Billederne er fra Kreta. Her er min egen drømmerealisering skridt for skridt ved at udfolde sig:
At holde skriveretreat i bjergene, at holde kvindekurser "Fri Vild Glad" ved kysten og ind imellem sidde og skrive bøger i et eller andet hus dernede, som jeg ikke har fundet endnu.
** Meister Eckhart er en tysk, kristen mystiker og teolog, cirka år 1300.
Comments