Kontakt

email:
gitte_joergensen@mail.dk

telefon:

+45 2812 3090


Har du nok af den slags mennesker, der løfter dig?

Jeg kunne ikke selv været nået til, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft et netværk omkring mig. Det er i høj grad nogle skønne veninder, der har hjulpet mig til at være den mønsterbryder, jeg er blevet til. *

For tyve år siden ringede en veninde til mig og spurgte, om jeg ville være med i et netværk. Jeg sagde nej. Jeg orkede det ikke. Jeg havde lige født min søn og havde et gigantisk søvnunderskud og kunne ikke overskue at skulle ud om aftenen.

Mine veninder og mit netværk har i høj grad gjort, at
jeg har kunnet realisere mine drømme. 
Et halvt år efter ringede hun igen. Jeg sagde nu ja. Heldigvis. Jeg har sidenhen tænkt på, hvor godt det var, at jeg gjorde det. For vi lavede en pagt. Ja, det lyder skørt eller som om, vi var en sekt. Men det var nu egentlig ganske fremsynet. For pagten gjorde, at vi 17 kvinder besluttede os for at tage det alvorligt at støtte hinanden i forhold til vores professionelle og personlige drømme. Og meget er sket på de tyve år. Mange af os skabte karrierer som forfattere, ledere og iværksættere. Og nogle af os var med i den første ”Simple Living”-bog, hvor jeg var redaktør.


Vi skabte bøger sammen i vores netværk -
bla. den første "simple Living" bog fra 2003. 
Selvom vi igennem de sidste otte til ti år ikke har set hinanden kontinuerligt i den store gruppe (jeg ser i øjeblikket mest en lille gruppe af netværket), så er der stadig en energi mellem os, som gør, at vi er i forbindelse med hinanden. Og vi kan trække på den energi, når vi har brug for det. 



Min egen historie med netværk gør, at det at skabe samhørighed og tilhørsforhold er vigtige grundpiller i mit arbejde. Det er mit hjerteblod og det, jeg brænder for. På mine lange kursusforløb og sommerkurser inviterer jeg til at skabe netværk og bruge hinanden aktivt og konstruktivt.

Jeg kan se, det virker. For isolation dræber drømme. Når man føler sig alene, bliver drømmene sat på pause. De sygner hen. Og forskning viser i øvrigt også, at ensomhed er som gift for os. Ensomhed er associeret med alt fra åreforkalkning til depression og ikke mindst højere dødelighed.

Sommerkursus Vestjyllands Højskole.

Der er altså større chance for et godt helbred, når man ikke føler sig alene. Når det handler om at bryde mønstre, så tredobler et netværk også din chance for, at din nye vane bliver varig. At det, du giver dig i kast med, faktisk holder og bliver til noget. At du kan bevæge dig i retning af dine drømme, når du har gode, støttende, inspirerende mennesker omkring dig. For mennesker smitter. Så hvem vil du "smittes" af?


Sommeren 2017 - reunion for de kvinder,
der har været med på mine årskurser.

De af mine kursister, som har flyttet sig mest, er dem, der har taget det med netværket alvorligt, og som har holdt kontakt med hinanden og f.eks. sendt hinanden sms’er for at huske på det, de har lovet sig selv og gerne vil have mere af i deres liv.

Den gode historie er, at du ikke behøver at melde dig ind i noget for at få et netværk. Du kan skabe det selv. Tag fat i en eller to venner/naboer/kollegaer og spørg dem, om de vil være med til, at I giver hinanden et skub i forhold til en eller anden ny vane, I gerne vil indføre - eller noget nyt, I gerne vil invitere ind i jeres liv.

For at det skal lykkes, er det en god ide at tidsbegrænse jeres indsats. Sæt allerede fra starten en fast bagkant på – for eksempel, at I vil hjælpe hinanden i en, to eller tre måneder. Når perioden er afsluttet, kan I altid forlænge den, hvis alle er interesserede.  I mit netværk blev det til foreløbig tyve år :-) 

Jeg elsker bare fornemmelsen af at være i
stilhed og fordybelse sammen. At være i netværk
betyder ikke altid at skulle snakke og "larme" sammen.
Min erfaring er, at det er meget nærende og
berigende at være sammen i fordybelse.
Som vi stod der i september 2017 på
Tranøy Fyr i Nordnorge.




Har du nok af den slags mennesker omkring dig, som løfter, støtter, opmuntrer og inspirerer dig? Hvis ikke, hvad er så eventuelt det mindste, du kan gøre, for at bringe dig i retning af et netværk?







* * Jeg refererer til en undersøgelse, som Sonja Lyubomirsky, forfatter til “The how of happiness”, refererer til. Undersøgelsen handler om vægttab, men jeg kan forestille mig, at man kan bruge netværks-strategien i forhold til andre vaneændringer.

Sonja Lyubomirsky skriver: "Venner tredobler din chance for at holde dit vægttab. Forsøgspersoner deltog i et fire måneders vægttabs-program, som involverede diæt, motion og adfærdstræning. Af dem, som deltog alene, gennemførte 76 %, og 24 % havde beholdt deres vægttab efter seks måneder. I modsætning, så gennemførte 95 % af de deltagere, der havde et netværk omkring sig, og 66 % beholdt deres vægttab."

* Jeg skriver om min egen rejse som mønsterbryder i min nye bog ”Når sjælen kalder”, der er udgivet i Danmark og Norge, og i Norge var månedens bog i februar 2017 i bogklubben Energica.
Kommentarer
Læs tidligere indlæg...