Kontakt

email:
gitte_joergensen@mail.dk

telefon:

+45 2812 3090


Når en power-sætning kan bringe dig i retning af din drøm

- Læs her, hvad mit studie i brug af power-sætninger har bragt med sig

Jeg er ingen verdensmester i at holde fokus. Jeg kæmper selv med overspringshandlinger. Jeg kan også komme væk fra dét, jeg ved, og dét, jeg egentlig har besluttet mig for.

Derfor må jeg finde på noget, der kan hjælpe mig til at holde fokus på det, jeg gerne vil have mere af – og ikke dét, jeg ikke vil i mit liv. Jeg må finde på ritualer. Noget, jeg sætter ind i mit liv, så magelighed, frygt og rådvildhed ikke overtager min dag.

Som den amerikanske high performance coach og forfatter Brendon Burchard siger: "De mennesker, der har succes, er dem, der har skabt deres egne ritualer. Hvis du ikke har ritualer, vil du leve et liv, hvor du kun responderer på det, du møder eller er drevet af dine impulser” (Frit oversat).

Han fortæller i et interview på Youtube, at hvis du skaber dine egne ritualer i de første 60 til 90 minutter af din dag, vil du kunne forøge din produktivitet 30 % i løbet af en uge.

Fordi. Vi bruger ofte en masse tid på bare at ”respondere” på de andres liv. Vi vågner om morgenen og svarer på de andres mails, sms’er, facebook mm. Vi ”responderer” på noget, de andre har sat i gang – og det kan vi let komme til at bruge en god del af dagen og måske ligefrem hele livet med.

Hvis du derimod skaber dine egne ritualer i de første 60-90 minutter af din dag, sætter du din egen drøm og din egen bevidste intention forrest – i stedet for bare følge med.

Et af mine ritualer er en power-sætning. Det er en kraftfuld sætning, som styrker min retning mod mine drømme, når jeg siger den højt. Jeg lægger sætningen på gulvet foran min seng og hopper ud i den om morgenen.

Jeg har i en 10-14 dage haft et lille forsøg i gang. Sammen med en gruppe kvinder har vi tjekket ud, hvad det egentlig gav os at have en power-sætning liggende foran os i soveværelset.

Og kvinderne, der har været med i forsøget, siger:

Power-sætningen har sat en domino-effekt i gang. Det er meget lettere at tage løbetøjet på eller lave sund morgenmad. Sætningen sætter gode ringe i gang, som breder sig.

Power-sætningen er enorm effektfuld i forhold til at fokusere. Jeg er begyndt at bruge sætningen i løbet af dagen. Jeg bruger sætningen til at sortere i, hvad jeg vil og ikke vil.

Power-sætningen gør mig mere glad, modig, stærk og autentisk. Jeg føler mig centreret og med god jordforbindelse.

Hvis du får lyst til at bruge en power-sætning, kan du gøre følgende:

1. Vælg en power-sætning, der "medicinerer" dig med god energi.

2. Tjek power-sætningen ud. Hvis den ikke er effektfuld nok, så ændrer den. Flere af kvinderne i forsøget, ændrede faktisk deres sætning undervejs.

3. Print power-sætningen ud. Laminér den og læg den på gulvet, hvor du plejer at sætte dine fødder, når du står op. Eller: Hæng den op foran dig på væggen eller klædeskabet. Du kan også lægge en måtte, som minder dig om din power-sætning. Det gjorde en af kvinderne i forsøget.

4. Sig power-sætningen højt hver morgen, når du står op og sætter dine fødder i soveværelsesgulvet.

5. Glemmer du det om morgenen, kan du altid gå tilbage i løbet af dagen og stå op igen. :-)

6. Hvis du i en periode bliver ”immun” overfor sætningen, og den begynder at miste sin effekt, så skab en ny sætning. Det kan være forskelligt fra periode til periode, hvilken type energi vi har brug for. Nogle gange ro, nogle gange vildskab, nogle gange livsglæde.

Jeg er inspireret af BJ Fogg, som er adfærdsforsker ved Stanford University, og som selv har brugt ideen med at starte sin dag med at sætte fødderne i gulvet og højt sige en power-sætning.

Jeg har så lagt det til, at jeg har printet og lamineret en power-sætning, som jeg står op på om morgenen.

Det er et enkelt og overskueligt ritual, der er til at huske, og som samtidigt er meget effektfuld.

For når du træder ind i din dag på den måde, har du slået tonen an. Du har bragt dig i det rette spor og den rette livslinje. 


Power-sætningen kan føre dig i retning af det, du drømmer om og længes efter. Det kan give dig energi og bevidsthed til at ”keep going”.
Kommentarer
Læs tidligere indlæg...