Kontakt

email:
gitte_joergensen@mail.dk

telefon:

+45 2812 3090


Har du nok af den slags mennesker, der løfter dig?

Jeg kunne ikke selv været nået til, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft et netværk omkring mig. Det er i høj grad nogle skønne veninder, der har hjulpet mig til at være den mønsterbryder, jeg er blevet til. *

For tyve år siden ringede en veninde til mig og spurgte, om jeg ville være med i et netværk. Jeg sagde nej. Jeg orkede det ikke. Jeg havde lige født min søn og havde et gigantisk søvnunderskud og kunne ikke overskue at skulle ud om aftenen.

Mine veninder og mit netværk har i høj grad gjort, at
jeg har kunnet realisere mine drømme. 
Et halvt år efter ringede hun igen. Jeg sagde nu ja. Heldigvis. Jeg har sidenhen tænkt på, hvor godt det var, at jeg gjorde det. For vi lavede en pagt. Ja, det lyder skørt eller som om, vi var en sekt. Men det var nu egentlig ganske fremsynet. For pagten gjorde, at vi 17 kvinder besluttede os for at tage det alvorligt at støtte hinanden i forhold til vores professionelle og personlige drømme. Og meget er sket på de tyve år. Mange af os skabte karrierer som forfattere, ledere og iværksættere. Og nogle af os var med i den første ”Simple Living”-bog, hvor jeg var redaktør.


Vi skabte bøger sammen i vores netværk -
bla. den første "simple Living" bog fra 2003. 
Selvom vi igennem de sidste otte til ti år ikke har set hinanden kontinuerligt i den store gruppe (jeg ser i øjeblikket mest en lille gruppe af netværket), så er der stadig en energi mellem os, som gør, at vi er i forbindelse med hinanden. Og vi kan trække på den energi, når vi har brug for det. 



Min egen historie med netværk gør, at det at skabe samhørighed og tilhørsforhold er vigtige grundpiller i mit arbejde. Det er mit hjerteblod og det, jeg brænder for. På mine lange kursusforløb og sommerkurser inviterer jeg til at skabe netværk og bruge hinanden aktivt og konstruktivt.

Jeg kan se, det virker. For isolation dræber drømme. Når man føler sig alene, bliver drømmene sat på pause. De sygner hen. Og forskning viser i øvrigt også, at ensomhed er som gift for os. Ensomhed er associeret med alt fra åreforkalkning til depression og ikke mindst højere dødelighed.

Sommerkursus Vestjyllands Højskole.

Der er altså større chance for et godt helbred, når man ikke føler sig alene. Når det handler om at bryde mønstre, så tredobler et netværk også din chance for, at din nye vane bliver varig. At det, du giver dig i kast med, faktisk holder og bliver til noget. At du kan bevæge dig i retning af dine drømme, når du har gode, støttende, inspirerende mennesker omkring dig. For mennesker smitter. Så hvem vil du "smittes" af?


Sommeren 2017 - reunion for de kvinder,
der har været med på mine årskurser.

De af mine kursister, som har flyttet sig mest, er dem, der har taget det med netværket alvorligt, og som har holdt kontakt med hinanden og f.eks. sendt hinanden sms’er for at huske på det, de har lovet sig selv og gerne vil have mere af i deres liv.

Den gode historie er, at du ikke behøver at melde dig ind i noget for at få et netværk. Du kan skabe det selv. Tag fat i en eller to venner/naboer/kollegaer og spørg dem, om de vil være med til, at I giver hinanden et skub i forhold til en eller anden ny vane, I gerne vil indføre - eller noget nyt, I gerne vil invitere ind i jeres liv.

For at det skal lykkes, er det en god ide at tidsbegrænse jeres indsats. Sæt allerede fra starten en fast bagkant på – for eksempel, at I vil hjælpe hinanden i en, to eller tre måneder. Når perioden er afsluttet, kan I altid forlænge den, hvis alle er interesserede.  I mit netværk blev det til foreløbig tyve år :-) 

Jeg elsker bare fornemmelsen af at være i
stilhed og fordybelse sammen. At være i netværk
betyder ikke altid at skulle snakke og "larme" sammen.
Min erfaring er, at det er meget nærende og
berigende at være sammen i fordybelse.
Som vi stod der i september 2017 på
Tranøy Fyr i Nordnorge.




Har du nok af den slags mennesker omkring dig, som løfter, støtter, opmuntrer og inspirerer dig? Hvis ikke, hvad er så eventuelt det mindste, du kan gøre, for at bringe dig i retning af et netværk?







* * Jeg refererer til en undersøgelse, som Sonja Lyubomirsky, forfatter til “The how of happiness”, refererer til. Undersøgelsen handler om vægttab, men jeg kan forestille mig, at man kan bruge netværks-strategien i forhold til andre vaneændringer.

Sonja Lyubomirsky skriver: "Venner tredobler din chance for at holde dit vægttab. Forsøgspersoner deltog i et fire måneders vægttabs-program, som involverede diæt, motion og adfærdstræning. Af dem, som deltog alene, gennemførte 76 %, og 24 % havde beholdt deres vægttab efter seks måneder. I modsætning, så gennemførte 95 % af de deltagere, der havde et netværk omkring sig, og 66 % beholdt deres vægttab."

* Jeg skriver om min egen rejse som mønsterbryder i min nye bog ”Når sjælen kalder”, der er udgivet i Danmark og Norge, og i Norge var månedens bog i februar 2017 i bogklubben Energica.
Kommentarer

Har du tænkt over, at nye vaner skal gro? - Her er syv veje.

Har du nogle vaner, du kunne tænke dig at indføre?
Hvis du er som de fleste, har du det. For mange af os har det sådan, at det ville være skønt at have mere energi og overskud. Og vejen dertil er ofte at spise grønt, drikke vand, dyrke motion og sove syv-otte timer hver nat.

Så her er lidt inspiration.

Har du for eksempel tænkt over, at nye vaner er som at plante frø? Hvis et frø skal vokse sig til, er det nødvendigt, at det står i en god jord og har gode vækstbetingelser. Og når det er plantet, skal det vandes og gødes, indtil det på et tidspunkt har vokset sig så stort, at du ikke behøver hæge over det. Det gror og lever mere eller mindre af sig selv.

Men hvis frøet fra starten bliver plantet i det forkerte ”spot” - og heller ikke bliver plejet - er der en stor fare for, at det dør.

- Du skal tænke over, hvor en ny vane vil passe ind i dit liv. Du skal placere den, hvor den vil fungere mest naturligt, siger den verdensberømte adfærdsforsker BJ Fogg fra Stanford University i Californien.

Jeg har et ønske om at spise mere salat. Og jeg har et ønske om at skabe en rutine med løb og havbadning.

Først salaten.

Hvis jeg er meget sulten, tager jeg det, der er ligefor i køleskabet, og som ikke kræver forberedelse. Måske et stykke brød eller en skål græsk yoghurt. Så hvis jeg har et ønske om at spise mere salat, må jeg lave den på forhånd og have den klar i køleskabet. Og jeg må lave salaten, når jeg er frisk og har energi til at få det gjort.

Umiddelbart vil de fleste nok tænke, at salat skal laves i forbindelse med aftensmaden. Men jeg har opdaget, at det ikke fungerer. For når jeg forbereder aftensmad, er mit blodsukker nede. Det betyder, at jeg får faktisk lavet en salat, men den bliver ofte ikke så varieret, og nogle af de tidskrævende ting som at rive grøntsager til råkost gør jeg ikke altid.

Derfor.

Jeg får den bedste og mest varierede salat, når jeg laver den om eftermiddagen. Så har jeg arbejdet på hjemmekontoret og trænger til at bevæge mig og tage en pause. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre, men når det kan det, fungerer det godt.

At lave salat midt på dagen kan man naturligvis kun gøre, når man er freelancer. Men ideen med at tænke over i hvilket strategisk spot en ny vane kan placeres, kan vi alle sammen bruge. Pointen er, at hvis en ny vane skal gro, skal du finde den spot, der vil virke for dig.

- Ha’ det sjovt og leg dig frem. Hvis den vane, du gerne vil indføre, ikke virker, så eksperimenter dig frem. Lad være med at give op. Keep going, siger BJ Fogg.

Dernæst løbet.

Jeg har også arbejdet med at bygge en vane op, der handler om hver morgen at løbe to kilometre, dernæst bade og svømme i havet, og så løbe hjem igen. (Jeg har et lille håndklæde i hånden).

Nordnorge en kold morgen -
Tranøy Fyr
Det er en morgenrutine, der tager omkring 40 min. I starten var det virkelig ikke morsomt. Det føltes tungt og ubehageligt, og sandt at sige gik jeg mere, end jeg løb. Nu efter nogle måneder går det bedre – og kroppen vil det af sig selv. Det er ikke en pine, det er blevet en glæde. Nu er det blevet en såkaldt "cyklisk" vane, fordi den kører af sig selv. Jeg behøver heller ikke længere kun at løbe om morgenen. Nu kan jeg variere til at løbe midt på dagen, hvis det er det, jeg vil, og tiden tillader.

Men i starten, da ”frøet” skulle gro til en vane, lagde jeg løbetøjet ved siden af sengen og tog det på, når jeg vågnede. Jeg måtte bruge viljen og disciplinere mig – vel vidende, at på en tidspunkt ville vanen gro af sig selv, og jeg behøvede ikke at anstrenge mig.

BJ Fogg siger i øvrigt også, at hvis du en dag ikke kan gennemføre hele din rutine (som f.eks. at løbe/bade i 40 min.), er det også okay, at du nøjes med at gøre en lille del af vanen (i mit tilfælde f.eks. nøjes med at svømme). Det vigtigste er at holde vanen i live.

Her er syv veje til at få nye vaner til at gro:

1. Spørg dig selv hvilken vane, der er den vigtigste at få indført i dit liv. Tag en vaneændring af gangen. 

2. Hvilket lille skridt kan du starte med? Hvad er det mindste, du kan gøre?

3. Sæt en tidsramme på - hjernen vil tro på din nye vane, hvis den ikke er "for altid". Men måske bare: I næste uge vil jeg gå 10 min., når jeg har spist aftensmad.

4. Placer din nye vane i en strategisk spot - et godt tip er, når du er frisk og har energi. Du orker nyt, når kroppen har tilstrækkelig med energi.

5. Placer din nye vane efter noget, du allerede gør - f.eks. efter at have børstet tænder, efter at have vasket op, efter at være kommet hjem, efter at være stået op. Pointen er: "Klik" den nye vane på en allerede eksisterende vane, så den bliver en forlængelse af noget, du gør i forvejen.

6. Træn rutinen - det betyder "bliv ved og ved". Hav tålmodighed med dig selv. Det tager tid at få vaner til at gro, men når man ved det på forhånd, kan man bedre acceptere processen.

7. Ros dig selv hver gang, du har gennemført den nye vane. Når du fylder dig selv op med positive emotioner, får du lyst til at komme hen til det sted i dig selv igen. Det betyder, det er lettere at gentage vanen, når der er en indre belønning. BJ Fogg kalder det, at du ”fyrer op under dig selv med positive emotioner”.

Kilde: Adfærdsforsker BJ Fogg, www.bjfogg.org

Kommentarer

Kan man blive lykkelig af at overvinde sig selv?

Jeg kørte i den her hvide jeep i sommer. Det var en overvindelse. Jeg satte mig også en aften bag på en motorcykel sammen med en kvinde, jeg lige havde mødt, og kørte op i Korfus bjerge, fordi hun spontant inviterede mig med. Det var en overvindelse. En anden aften gik jeg alene ud på dansegulvet på en bar. Andre dage badede jeg nøgen på en nudiststrand, eller gik hen til nogen, jeg ikke kendte, da jeg var på festival. Det var alt sammen også små overvindelser. På den fede måde.

Vi har parkeret jeepen for at drikke hvidvin og se solnedgang.
I sommer var jeg to uger på Korfu, og jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at jeg ville sætte mig selv på en opgave, der handlede om at ”overvinde mig selv”. Jeg var på ferie med min veninde og tænkte, at en ferie egentlig er en alletiders mulighed for at gå lidt på eventyr i sig selv. Jeg ville træne min ”ud-af-komfortzonen”-muskel. Kaste mig selv ud i noget, jeg ikke plejede. Gøre noget, som ved første øjekast virkede ubekvemt. 

Og nu tænker du måske: ”Hvad har hun gang i?” … haha. Fordi de ting, jeg nævner her, (muligvis) kan virke som det rene ingenting. Nudiststrande er for dig, der altid bader nøgen, ikke noget at skrive hjem om. Og hvis du er vant til at køre jeep i bakket terræn, er ud-af-komfortzonen også svær at få øje på. Eller hvis du er ekstrovert, er det med at kaste sig ud i nye samtaler og gå alene ind på dansegulvet, jo bare sådan noget, man gør. Men sådan er det ikke for mig – eller rettere sådan var det ikke for mig. For nu er der ved at ske noget. Jeg har udvidet min komfortzone, og det føles fedt!

Sjovt nok har jeg på det seneste oplevet det samme, når jeg holder kurser. Jeg præsenterer f.eks. en øvelse, der handler om at finde ud af, hvad det er, der giver en følelse af at være i sit es. Hvad det er, der giver en højdepunkts-oplevelse. Jeg beder kursisterne om at finde på utraditionelle situationer. Jeg vil gerne have andre højdepunkter på banen end dem, der handler om at blive gift, føde børn, købe hus, møde sin soulmate m.m. For de utraditionelle højdepunkter viser vejen ind til vores individuelle personlighed.

Det korte version af det, der sker, er, at det viser sig, at højdepunkts-oplevelserne meget ofte handler om de gange, hvor vi udfordrede os selv og gjorde noget, vi ikke troede, vi turde eller kunne. De gange, vi overvandt os selv. Man skulle måske tro, at højdepunkterne handlede om turen i Tivoli, yogarejsen til Indien eller studierejsen til USA.

En af ugerne på Korfu deltog jeg i
Deva Premal og Mitens Gayatri festival - også en ud-af-komfortzonen
oplevelse, men ikke desto mindre fantastisk
Men sådan er det ikke. Det har overrasket mig! At det ser ud som om, at vi mennesker faktisk kan give os selv glæde og lykkerus alene ved at give os selv små udfordringer – og klare dem! 

Vi bliver glade, når vi ikke føler os begrænset indeni os selv. Når vi ikke føler os hæmmet i noget liv, der blev for trangt. Når vi føler os frie og ubundne til at vælge, hvad vi vil gøre. Når vi kan have den adfærd og være den person, vi længes efter at være. Det føles med andre ord som succes at ”overvinde sig selv”.

Hvad skal der til? Det kommer helt an på, hvor du kommer fra, og hvad du har med dig. Er du introvert, kan vejen frem være at være mere opsøgende. Er du ekstrovert kan udfordringerne ligge i at kunne være alene med dig selv og dine tanker (hvilket jeg f.eks. er rigtig god til). Der er ofte en udviklingsmulighed i at gøre det stik modsatte af det, du plejer.

Gayatri-festival på Korfu
Og vejen frem er for mig altid de små skridt. At træne ud-af-komfortzone-musklerne op lidt efter lidt. Som jeg gjorde på Korfu. De små situationer. De små adfærdsjusteringer. De små handlinger. Dem, der i øjeblikket kan se så ubetydelige ud for andre, men som måske netop er dem, der gør, at du udvider dit personlige repertoire og vokser som menneske. Vi skal passe på med ikke at dømme hinandens modige handlinger. Som regel aner vi ikke, hvad de andre går os bakser med indeni sig 
selv. 

Solnedgang på Korfu




Hvad tænker du, når du læser dette? 



Er der noget, du kunne tænke dig at gøre i efteråret, hvor du kunne udvide din komfortzone?





Kommentarer (2)

Otte spørgsmål til din mavefornemmelse

Hvad har du lyst til? Hvad siger din mavefornemmelse? Prøv at lukke øjnene og mærk efter? Du har sikkert fået disse spørgsmål af dine venner og veninder, eller du har læst dem i et dameblad eller en bog.

Det tankevækkende er, at mavefornemmelsen i dag er blevet noget, vi anerkender. Der er (næsten) ingen, der himler op, hvis du siger, at din mavefornemmelse fortæller dig et eller andet. Mavefornemmelse er noget, vi bruger i dag. Men fordi mavefornemmelsen er respekteret, er det ikke ensbetydende med, at denne måde at være i livet på altid er lige til. 

Min oplevelse er, at det kræver en ret god selvindsigt og en portion træning at kunne guide sig igennem livet ved hjælp af, hvilke signaler maven sender. Jeg har skrevet en inspirationstekst, der handler om forskellige spørgsmål, du kan bruge, hvis du ønsker at blive bedre til at guide dig ud fra din egen mavefornemmelse:

Sjælen ”sender” gennem maven
Lidt stort sagt kunne man sige, at kroppen er sjælens hus, og sjælen taler igennem kroppen. Sjælen guider dig igennem din krops sanseapparat. Hvor føles der godt – hvor gør der ikke. Den amerikanske forfatter og intuitive ekspert Penney Pierce siger, at vi hele tiden har vores sjæl med os, men spørgsmålet er, om vi kan mærke den, for kan sjælen overhovedet holde ud af være i kroppen. Så første skridt mod at få god kontakt til sin mavefornemmelse er at få god kontakt til sin krop. Så spørgsmålet kunne være: Hvad skal der til for, at du kan holde ud at være i din krop?

Når kroppen har det skidt
Udfordringen er jo, at hvis vores krop ikke har det godt, kan det være et sandt helvede at lukke øjnene og mærke efter. Det kan være noget af det sidste, vi har lyst til. At lukke øjnene og mærke den krop, som måske lider af søvnunderskud, af mangel på kærtegn, er mat af næringsfattig kost, er fyldt med spændinger, sitrer af for meget kaffe m.m. Hvis du ignorerer og tilsidesætter din krop, vil det mest være dine udækkede behov, du mærker, og det vil være så ubehageligt at være i kroppen, at du nok vil have lyst til at komme så hurtigt som muligt væk – enten ved at lukke af eller dulme smerten og berolige den med stimulanser, tv-serier mm. Så spørgsmålet kunne være: Passer du godt nok på dig selv?

At komme hjem i sig selv
Hvis du er der, hvor du har mistet fornemmelsen af dig selv, og slet ikke kan mærke, hvad du føler eller har lyst til, kan det være en lidt længere rejse, du må begive dig ud på. Det er den rejse, man så smukt kan kalde for ”rejsen hjem til sig selv”. Den rejse starter med, at du flere gange om dagen spørger dig selv: ”Hvad mærker jeg nu – hvad har jeg lyst til?”. Har jeg lyst til te eller kaffe? Har jeg lyst til at se en film eller gå en tur – hvad har min krop brug for? Det kan så godt være, at du ikke kan gøre alle de ting, som din krop har lyst til, men første skridt handler om at blive bevidst om dine ønsker og lidt efter lidt lade dem fylde i dit liv. Hav tålmodighed med dig selv. Hvis du ikke er vant til at tilgodese din krop, kan det tage sin tid at lære den at kende. Så spørgsmålet kunne være: Hvad har jeg lyst til lige nu?

Hvor føles det godt?
Når jeg selv tager valg, tænker jeg ofte i udvidelses- eller sammentræknings-princippet. Føles et eller andet som om, min mave slapper af og føler lettelse/udvidelse, eller føles et eller andet, som om maven/livsenergien trækker sig sammen? 

Hvad føler jeg, når jeg tænker på den og den person – udvidelse eller sammentrækning? Hvad føler jeg, hvis nogen ringer og spørger, om jeg vil med til et arrangement – udvidelse eller sammentrækning? Kloge mennesker – blandt andet Marci Shimoff, der er forfatter til bogen ”Lykkelig uden grund” – siger, at ”når din energi udvider sig, oplever du større lykke. Når din energi trækker sig sammen, oplever du mindre lykke. At vælge udvidelse er den lige vej til lykken”. Hun anbefaler os at tage så mange valg som muligt, der giver os en følelse af, at livsenergien ekspanderer. Svaret ligger i energien. Dér, hvor det føles godt og udvidet, er dér, hvor du skal gå hen. Så spørgsmålet kunne være: Hvad i mit liv føles som udvidelse?

Når frygten tager plads
Der, hvor næsten alle mennesker på et (eller flere) tidspunkter strander, er: Hvad gør jeg, når jeg kun føler frygt, og ikke kan finde ud af, om frygten skal overvindes, eller om frygten er et tegn til, at jeg skal holde mig fra noget/sige nej/vælge fra. Jeg synes også, den er svær. Jeg har lært mig selv at lytte til ”de blivende mavefornemmelser”. Nogle gange må jeg sove på nogle beslutninger, før jeg ved, hvilket valg jeg skal tage. Og. Det er selvfølgelig også tilladt at bruge sin sunde fornuft og analytiske sans til at hjælpe mavefornemmelsen på vej. Så spørgsmålet kunne være: Hvilken mavefornemmelse bliver ved med at være der?


Når andre mennesker smitter
Er det her mit eller de andres? Jo mere, man udvikler bevidst sensitivitet og lever efter sin mavefornemmelse, jo mere kan man mærke andre menneskers energi, stemninger i rum mm. Det særlige ved os mennesker er, at vi efter noget tids samvær skaber resonans med hinanden. Vi kommer til at matche hinandens energi og farves af brokkehoveder, lyseslukkere – eller glade mennesker. Som jeg ser det, er den eneste vej ud at lære at nulstille sig selv. Vær alene. Skab stilhed. Sænk dit tempo. Brug naturen. Så spørgsmålet kunne være: Hvordan kan jeg nulstille min egen "frekvens"?



Respekter dig selv
Og sidst, men ikke mindst: Vi kan have en god mavefornemmelse herfra op til himlen, men hvis vi ikke respekterer os selv, kan det hele nemt være lige meget. Tager du dine egne signaler alvorligt? Synes du, det er okay, at du føler og mærker, som du gør? Kan du tillade dig selv at tage dine egne valg? Det er her, den store udfordring ligger. Jeg oplever, at det at optræne indre venlighed (som jeg skriver om andre steder på bloggen) er vejen til at kunne bruge sin mavefølelse optimalt. For når du opbygger din egen indre venlighed, begynder du at kunne lide dig selv og holde med dig selv. Og når du kan det, vil du i højere grad lade hensynet til dig selv opveje af andre menneskers forventninger, forestillinger og behov. Så spørgsmålet kunne være: Hvis jeg er et menneske, der elsker mig selv, hvilket valg skal jeg så tage lige nu?

Vær tro mod dig selv

I virkeligheden handler det om at være i livet på en ny måde. Den måde, hvor livet ikke bare ser godt ud, men også føles godt – helt ind i maven og sjælen. Og man kan altid mærke, om mennesker har deres sjæl med i kroppen. 

Hvis du er sammen med et menneske, og ikke føler, at du kan mærke det menneske, er årsagen, at sjælen ikke er med. Der er ikke rigtigt nogen hjemme. Og det handler ikke om intelligens. Det handler om lys i øjnene. 


Det kan koste noget personligt arbejde at komme dertil, hvor sjælen kan holde ud at være i kroppen. Terapi, kostomlægning, motion, meditation, dans, kærlighed mm. Men det er hele rejsen værd. For det hele bliver mere enkelt. Du grubler og tvivler ikke længere nær så meget. Du ved for det meste, hvad du skal, hvor du har lyst til at være, og hvad du skal gøre. Så spørgsmålet kunne være: Hvis jeg skal være tro mod min mavefornemmelse, hvad skal jeg så gøre akkurat i dag?

NB Noget af denne tekst er fra min bog "Når sjælen kalder".



Kommentarer

Indre venlighed er det nye sort


Vidste du, at selvkritik giver dig stress 
Norske Janneke Øinæs/Wisdom from North/maj 2017
og adrenalin?


Og vidste du, at når du gør det modsatte - taler venligt til dig selv - så fremmer du lykkegivende stoffer som oxytocin?

Er det ikke interessant? Jeg synes, det vildeste er, at vi kan skabe disse positive resultater alene ved at tale pænt til os selv, rose os selv, være venlige over for os selv – selv når livet er krævende, og udfordringerne står i kø. 

Men. Vi lever i en tid, hvor selvkritikken har gode vækstbetingelser. Det er nemt komme til at føle sig utilstrækkelig og ikke god nok. Arbejdsmarkedet er udsat for disruption, digitale forandringer og truslen fra den global konkurrence. 

Selvkritikken har også let ved at blusse op, når man tjekker ind på Facebook og Instagram og ser de andres vellykkede liv. "Hvorfor sidder jeg herhjemme og keder mig, mens de andre har det sjovt?", eller "Hvorfor har jeg ikke råd til at rejse, når alle andre ligger ved swimmingpools?".

Men forskning viser, at hvis du er umådeligt selvkritisk, skader du både dit psykiske velbefindende og dine chancer for succes, skriver forfatteren og forskningslederen Emma Seppälä i sin bog ”Vejen til et lykkeligere liv”, der udkom på dansk i efteråret 2016.  

Så det er egentlig bare med at komme i gang med at optræne indre venlighed og selv-medfølelse: 

Når du står op i morgen tidlig og ser alt for træt ud.
Når du ikke når alle de opgaver på dit job, du føler, du burde.

Når du er udkørt og ligger på sofaen, selvom du svigter vasketøjet, forældremødet eller hvad du ikke har kræfter til denne aften.


Når du stadig ikke kan finde ud af, hvad du skal med dit liv, mens alle veninder har styr på karrieren.

Når du stadig føler dig flad, tom og trist, selvom du har læst stribevis af selvhjælpsbøger. 

Når du ikke er så festlig og selskabelig, som du synes, du burde være.

Når ...

Du kender det sandsynligvis. Du har sandsynligvis selv en stribe situationer, hvor selvbebrejdelserne og selvkritikken har det med at pible frem. Det er en god ide at stoppe dem, for når du gør det, reducerer du dit niveau af stresshormonet kortisol. Du hæmmer inflammation. Du vil have mindre tendens til depression og angst. Du vil også føle større lykke, mere optimisme og kreativitet. Og dine relationer til andre mennesker bliver bedre. *

De fleste mennesker tror, at de er nødt til at have en vis portion selvkritik, for hvis de ikke er på nakken af sig selv, vil de blive dovne, umotiverede og aldrig få udrettet noget i livet. Forskning viser*, at selvkritik virker som en motivationsfaktor på den korte bane. På den lange bane bliver selvværdet udhulet af den kontante kritiske indre stemme. 

Hvis du skulle være i en situation, hvor du ikke føler, at du ligefrem kan rose dig selv - så start med at tale venligt til dig selv ud fra den situation, du er i lige nu: "Jeg tager små skridt og gør det bedste, jeg kan, ud fra de omstændigheder, betingelser og ressourcer, jeg har i mit liv." Eller: "Jeg var god til at lave en kop kaffe her til morgen." Eller: "Det her er bare en periode, selvfølgelig finder jeg min vej."

Den selv-medfølende, indre venlige dialog kan lidt efter lidt skabe en god biokemisk suppe indeni os selv. Så det føles godt at være i sig selv. Så det føles godt at være i livet. 


* Kilder: Kristin Neff, forfatter, professor og verdens førende ekspert i "self-compassion" og Emma Seppälä, der er forfatter til bogen ”Vejen til et lykkeligere liv” og forskningsleder på Stanford University.








Kommentarer

Når sjælen kalder – hvad gør du så?

Har du det nogle gange sådan, at du føler, din sjæl kalder?

At du har en indre stemme, der vil noget med dig. Sige noget til dig. Skubbe dig. Få dig videre. Guide dig. 

Måske forstår du ikke budskabet. Måske ved du ikke, hvordan du skal gribe det an. Så velkommen i klubben. Jeg synes også, at det ind imellem er svært. Fordi sjælen ofte taler et sprog, der skal oversættes.

Jeg har været – og er stadig – på en rejse, hvor jeg dag for dag bliver bedre til at forstå sjælens sprog. Jeg har samlet nogle ideer og tanker til dig - derfra, hvor jeg er nu. Jeg håber, at tankerne og ordene kan inspirere dig på din egen rejse:

Hvad betyder det, når sjælen kalder?

I min verden betyder det: Når den indre stemme eller hjertet kalder. Jeg tror, de fleste af os kender til det, at den indre stemme hvisker eller kalder. Vi kender til fornemmelsen, men har ofte vanskeligt ved at sætte navn på, hvor ”stemmen” egentlig kommer fra. For mig er sjælen en "bevidsthed uden krop".

Hvorfor kalder sjælen?

Sjælen kalder, fordi vi mistrives. Vi hænger med hovedet. Vores livsenergi er stagneret. Vi sidder fast. For meget stress. For lidt kærlighed. For lidt glæde. Årsagerne kan være mange. Men fælles er, at der ingen (sjælelig) udvikling er til stede. Jeg tror, sjælen altid vil fremelske et menneske, der er i bevægelse. Den vil altid skubbe til os, så vi vokser som mennesker – vokser som sjæle. Er man kommet på fejlspor i livet, kan sjælen kalde højt. Er man på rette spor, er det mere hverdags-korrektioner, sjælen kommer med.

Holder den nogensinde op med at kalde?

Nej, jeg tror det egentlig ikke. Jeg tror, meningen med livet er udvikling. At livets dna er udvikling. Vi mennesker forlader tit steder, mennesker og situationer, når vi ikke længere føler, der er en udvikling til stede. Vi skilles for eksempel med vores partner, når vi sidder fast i vores gentagelser.

Hvordan kalder sjælen?

Den kalder først og fremmest igennem din krop. Man siger, kroppen er sjælens tempel. Føles det godt at bo i din krop? Hvor skal du være, og hvad skal du lave, så det føles godt at være dig? Hvor føles det, som om livet udvider sig? Hvor føles det, som om livet trækker sig sammen? Vær der, hvor du føler udvidelse. Dér, hvor du kan ånde. Dér, hvor der er højt til loftet, og hvor livet føles stort.

 Kan den ikke kalde på andre måder?

Jo, igennem visioner, indskydelser og intuition. Den ekstra sans, vi mennesker har. ”Jeg ved det bare”. ”Sådan er det bare”. Vi kan føle en indre sikkerhed, uden at kunne forklare hvorfor. Jeg oplever, at den form for intuitiv vished kommer, når der er ro i kroppen og sindet. Når man kan holde ud at være med sig selv. Stress, frustration og forvirring hvirvler tingene op, og det kan være svært at se og mærke klart.

Hvordan kommer man i gang?

Når sjælen kalder, begynder det ofte med en anelse og fornemmelse. ”Jeg føler, jeg har brug for mere eventyr, mere nærvær, mere energi, mere gnist, mere kærlighed.” Spørg dig selv, hvordan du kan oversætte fornemmelsen til en konkret handling. Spørg: ”Hvad er det mindste, jeg kan gøre for at bringe mig i retning af xxx?” Gør det! 

Hvad skal der til for at blive god til det?

Indre venlighed. Hvis du ikke tror på dig selv, kan du ikke tro på din indre stemme. Hvis du ikke kan lide dig selv, kan du ikke lide din stemme. Den gode historie er, at du kan optræne indre venlighed. Start med at tale venligt, tålmodigt og blidt til dig selv. Indre venlighed lægger en dæmper på selvsabotagen. 

Hvad skal der mere til?

Skab plads til din indre stemme. Drop dramaer, distraktioner, forstyrrelser. Find ud af, hvordan intuitionen bedst kommer igennem til dig. Meditation? Alene i naturen? Om morgenen i sprækken mellem nat og dag? Tag det alvorligt og sig ja til at lytte - og handle.

Hvad sker der, når man ikke reagerer på sin sjæls kalden?

Man bliver utilfreds med sig selv. Bebrejder og kritiserer sig selv. Får dårlig samvittighed. Føler måske skam. Man udhuler sig selv indefra med sin selvkritik. Det kan blive til en nedadgående livsspiral, hvor man mister sin styrke og i sidste ende sig selv. Min erfaring er, at når sjælen først begynder at kalde, holder den ikke op. Så på en måde kan man ligeså godt gå i gang med det samme. Selvom jeg virkelig godt ved, at det er (meget) lettere sagt end gjort. 

Hvad sker der, når man reagerer?

Man bliver glad for sig selv. Stolt. Føler en tryghed i sig selv, fordi man kan regne med sig selv. Det skaber en ro i personligheden, når man samarbejder med sig selv. Glæde og indre tilfredshed smitter og spreder sig. Det skaber på sigt gode, opad-gående og selvforstærkende livsspiraler.

Egentlig er der ingen grund til at vente, vel? :-)

Så når du har læst dette her, så spørg dig selv:

Hvad kalder min sjæl mest på i denne tid?

Vælg det, der er vigtigst. Det, der står allermest klart for dig.

Måske er det kærlighed. Måske er det relationer. Måske tid. Måske noget helt fjerde.

Spørg dig selv: Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at bringe mig i retning af xxx ?

Det er alle de små skridt, der tilsammen skaber din retning - og på sigt dit liv.  


Kommentarer

Sådan kan du slippe mere lykke ind

Her er mine syv bedste veje til at skabe et liv, der FØLES godt – og ikke bare SER godt ud:

Lykken skal skabes og vælges
Vil du føle dig lykkeligere? Jeg tænker, du svarer ja. Hvis sjælen kalder på dig, er det ofte, fordi du længes efter lykke. Det gjorde jeg selv. Så jeg gik i gang med at søge efter den. Og jeg er ikke alene. Der er en ekstrem søgen efter lykke i vores tid. Da jeg for lidt over tre år siden kiggede på webportalen Amazon, udbød den små 10.000 engelske bøger om ”Happiness” i kategorien ”self-help”. I dag er antallet oppe over 23.000.


Jeg tror, at årsagen er, at lykken har vanskelige vilkår i højhastighedssamfundet, for vi kan ikke føle noget, når vi har travlt. Årsagen er også, at vi ikke er blevet uddannet i lykke. Den langvarige og dybe lykke findes ikke i karriere, hårdt arbejde, statussymboler, et perfekt udseende, penge eller bolig. Vi skal vende 180 grader rundt. Lykken skal søges andre steder.
 
Lykken ligger indeni
Det lyder som verdens største kliche. At lykken bor indeni dig. Jeg tænker, du har hørt budskabet før. Du er sandsynligvis enig. Spørgsmålet er bare: Hvordan? De fremmeste lykkeforskere taler om, at lykkefølelsen er et valg, og den handler i høj grad om din egen indstilling til tingene. Lykkelige mennesker er også udsat for besvær, kriser og problemer. Det, der gør forskellen, er, at de kan se lys i mørket og forvandle det, der er svært. Hvad kan du være taknemmelig for? Hvad fungerer i dit liv? Træn dit blik på det, der er positivt i dit liv, og lykken vil vokse.


Vi arver noget af lykken
Halvdelen af vores humør har vi arvet, og hvis vi gør vores bedste, kan vi komme til at ligge i toppen af vores egne 50 procent. Det er lidt som med kroppen. Du kan gøre dit bedste for at være i god form, men du kan ikke ændre på dine fysiske grundvilkår. Hvis du har korte ben, kan du ikke få lange ben. Hvis du har let ved at tage på, kan du ikke ligne en tynd topmodel. Hvis der er depression i dna'et, kan du ikke juble dig igennem livet. 

At 50 procent af vores humør er arvet, kan give en accept og en forståelse af sig selv. Der er en årsag. Du kan gøre dit bedste, men du kan ikke kæmpe mod din grund-dna. NB! Heldigvis har du så også 50 procent tilbage, du har indflydelse på!

Indre venlighed giver lykke
Ved du, at når du kritiserer dig selv, skaber du stress, kortisol og adrenalin i din krop? Og omvendt: Når du taler venligt og selv-medfølende, skaber du lykkehormonet oxytocin? Den store forvandling i mit liv skete, da jeg begyndte at tale venligt til mig selv – indeni mig selv. Lykken opstår, når du ikke er på nakken af dig selv, bebrejder og anklager dig selv. Indre venlighed lægger sig som en ro over personligheden, og det føles lykkeligt at være i fred med sig selv og den, man er. Lykke er for mig ikke den højtråbende ekstase. Snarere indre fred i sjælen. At vide, jeg er på vej - på min egen måde, i mit eget tempo, ud fra mine egne forudsætninger. At finde en indre venlighed og tilfredshed med livet der, hvor det er.

Gå efter den langvarige lykke
”Når jeg får xxx og xxx, så bliver jeg lykkelig” eller ”Når det og det er overstået, så bliver jeg lykkelig”. Lykkeforskere siger, at boostet over positive livsforandringer kun varer i tre måneder. Vi bliver lykkelige af flere penge, nyt job og ny bolig, men lykken er kortvarig. Hvis du ønsker en langvarig følelse af lykke, er det en god ide at gøre noget, der gør dig glad, og tænke noget, der gør dig glad. At gøre noget, der gør glad: Meditation, motion, dans, yoga, sex og nydelse. At tænke noget, der gør glad: Tilgivelse, taknemmelighed, åbenhed, nysgerrighed og andre positive emotioner. 




Når lykken skabes med små skridt
Jeg har lært, at det kan lade sig gøre at slippe mere lykke ind – men det sker ikke på en nat. Det sker ved små skridt i retning af lykke – hver eneste time, hver eneste dag. Jeg har brugt spørgsmålet: ”Hvad er det mindste, jeg kan gøre for at bringe mig i retning af lykke?”. Tillad dig selv at tage små skridt. Spørgsmålet kan være din bedste guide. De små skridt skaber de lange linjer i dit liv. De små skridt skaber en kontinuerlig, stigende retning mod forbedring – og lykke.






Når sjælen kalder … på mere lykke
Min erfaring er, at når sjælen først kalder, holder den ikke op. Den har et budskab til dig. Sjælen kalder, når du er gået i stå, og din livsenergi er stagneret. Når du keder dig. Når du mistrives. Når du har mistet fornemmelsen af dig selv. Sjælen kalder, så du kan bringe dig selv i retning af udvikling, for vi mennesker trives bedst, når vi føler, vi er i udvikling med os selv og hinanden. Den gode historie er, at når du har tre gange så mange positive følelser som negative følelser i dit liv, kan du skabe en positiv, opadgående livsspiral. Hvis der er for meget negativitet i dit liv, vil du føle dig fastlåst, zombie-agtig og trist – og så er det, at sjælen begynder at kalde. Men vær ikke bange – sjælen vil altid kalde dig hjem til dig selv og et liv, der føles bedre og lykkeligere.

Kilder:
Martin Seligman, Barbara Fredrickson, Sonja Lyubomirsky, Kristin Neff og Robert Maurer.

NB. Jeg holder foredrag og minikurser her i foråret i Litteraturhuset i Oslo:









Kommentarer

Holder du fast i dig selv, når verden drejer?

Der er noget i gang i vores tid. En hastighed, som er enorm, snurrer rundt i vores liv. Forandringer er daglighed. Verden drejer.

Og spørgsmålet er – hvor er du og jeg i alt dette?

Når jeg prøver at se en metafor for, hvad det er, der sker, så ser jeg, at ”fladerne under os skifter plads”. Fundamentet rykker rundt. Mange af os står ikke på den samme grund, som vi gjorde for få år siden.  

Fundamentet under os skifter rundt ...
Vi kan bare se på vores bybillede for at blive mindet om, hvad der er hændt på kort tid. Da jeg for fire år siden flyttede til mit nye boligområde, var der en bank på gadehjørnet, to store posthuse indenfor få kilometres afstand og en del postkasser.

Nu printer jeg selv mine frimærker ud og ordner min bankærinder (og andre ærinder) over nettet. Og hvis jeg en sjælden gang skal poste et brev, må jeg cykle rundt i kvarteret for at lede efter en postkasse …

Små hverdagsrutiner har ændret sig. Og det har mit arbejdsliv også: Igennem fem år holdt jeg weekendkurser for Finansforbundet og HK, men da de har mistet medlemmer, og mange desuden er blevet arbejdsløse, har fagforeningerne ikke længere disse kurser i udbud.

Jeg skriver heller ikke længere så mange freelanceartikler til kvindeblade og magasiner, for oplagstallet er faldet, hvilket giver færre opgaver til færre freelancere. Mit forlag har solgt sig til et større forlag, fordi E-bøger og E-boghandlere har "disruptet" bogbranchen. 

Så hvad lever jeg så af, vil du måske spørge?

Ironisk nok - og egentlig meget tankevækkende for tiden – har jeg i dette efterår bl.a. levet af at holde workshops hos ATP (Arbejdernes Tillægspension). Emnet har været: Hvordan får vi os selv godt med på rejsen? Hvordan tackler vi at leve i en tid, der i høj grad er ramt af forandringshastighed?

Eksperter taler om, at forandringshastigheden
er eksponentiel i vores tid
Det er det store spørgsmål, der ligger henover tiden. Ikke bare i mit liv. Heller ikke kun hos ATP. Det ligger i virkeligheden hen over os alle sammen. Forandringer, omstillinger, omstruktureringer, omlægninger, udflytninger.

Så hvordan holder vi fast i os selv i alt det her?

Se video her:
Et godt bud er at gøre vores bedste for at holde vores positivitet oppe. Hjælpe os selv med det. Hjælpe hinanden med det.

Positive følelser er en god modgift til ”forandrings-hastigheds-samfundet”.

Forskning viser, at positive følelser blandt andet gør følgende: 

  • vi bliver mere modstandsdygtige og ukuelige
  • vi bliver mere åbne, løsningsorienteret og ser flere muligheder
  • vi tænker mere i "vi" og fællesskab end i "mig, mig, mig" 
  • Antallet af stressrelaterede hormoner falder, inflammation formindskes og vi får i det hele taget en bedre biokemisk "suppe" indeni os selv.
  • Kilde: Barbara Fredrickson, "Positivitet".
Men et er at vide det. Andet er at gøre det. Det kan nemlig lyde så enkelt at styrke og fastholde sin positivitet. Men i virkelighedens verden kræver det ofte en god portion selvrefleksion, benhårde valg og skarp tidsprioritering at ”gøre noget, der gør os godt” og ”tænke noget, der gør os godt”.

For hvad er det, der i virkeligheden gør mig glad – sådan helt inderst inde? Og er dét, der gør mig glad, i min kalender – eller tror jeg bare, det er i kalenderen? Og kan jeg arbejde med min attitude og mine tanker, så jeg ”tænker noget, der gør mig glad”. Kunne jeg måske se på en situation på en anden måde? Kan jeg se på forandringer på en ny måde?

Jeg MÅ bare havbade hver dag - det gør mig glad :-)
Jo, mere, jeg har læst om positivitet, jo mere er det gået op for mig, at jeg faktisk har videnskabens ord for, at det er vigtigt, at jeg hver dag tager positive mentale og fysiske valg.

For når jeg gør det, har jeg energi og overskud til at være med til at forandre verden i en retning mod mere balance, mening og kærlighed. I det store og små. I det nære, i det daglige.

”At gøre og tænke noget, der gør glad” er en af de bedste neutraliserings-mediciner, vi kan dosere selv med – når verden forandres og drejer ... 

NB! Når eksperter som f.eks. Barbara Fredrickson, der er professor og ekspert i positive følelser, taler om positive følelser, handler det ikke kun om de ”store” positive følelser som kærlighed, lykke og glæde – men også om de mere neddæmpede positive følelser som venlighed, taknemmelighed, åbenhed og nysgerrighed. Positivitet er med andre ord en fælles betegnelse for mange forskellige følelser.

Positivitet er f.eks. at opøve sin indre og ydre venlighed - at være nysgerrig og interesseret i hinanden - at kunne føle taknemmelighed - at kunne føle medfølelse. Alle disse positive følelser har vi brug for og gavn af i en tid præget af forandringshastighed. 




Kommentarer

Har du styr på dit tippepunkt?

Vil du gerne have det bedste efterår i dit liv?
Jeg tænker, du svarer ja.
Men har du så tænkt over, at hvis det skal ske, skal du være opmærksom på dit personlige tippepunkt?

Jeg vil fortælle dig om det magiske tippepunkt. For lidt stort sagt vil jeg sige, at det at blive bevidst om det, har ændret mit eget liv. Det magiske tippepunkt er der, hvor vores liv begynder at blomstre i en opadgående, positiv livsspiral.

Jeg havbader hver dag året rundt.
Det er magisk, og det skaber positive følelser,
så jeg kan komme op på 3:1.
Laver du noget hver dag, der giver dig glæde?
Det modsatte er nemlig også tilfældet. At vores liv bevæger sig i en nedadgående og negativ livsspiral, hvor vi bliver triste, føler os udbrændte og livløse. Ikke fra dag til dag. Men over en lang periode med for lidt positivitet.

At kende til tippepunktet er porten til udvikling.

To mennesker i verden har fundet ud af dette. Og sidenhen gennemtestet deres tese. Det er professor i psykologi Barbara Fredrickson, der har skrevet bogen ”Positivitet”, og Marcial Losada, der har gjort det til sit speciale at sætte matematiske formler på adfærd.

Det magiske tippepunkt er 3 til 1.

Det betyder, at for at vi skal kunne skabe en opadgående livsspiral, må der være mindst tre gange mere positivitet end negativitet. Der må naturligvis også gerne være fire eller seks gange så meget positivitet. Men for at kunne sætte den opadgående livsspiral i bevægelse, skal der altså mindst være tre.

Det magiske tippepunkt er 3:1. Det betyder:
Du må godt være negativ
- det skal bare ikke fylde for meget,

Ifølge Barbara Fredrickson og hendes forskerteam ligger 80 % af os mennesker under positivitetskvotienten. Vi ligger i gennemsnit på 2 til 1. Konsekvensen er, at vi ikke få livsspiralen til at tippe opad. Vi kan ikke skabe (nok) vækst og blomstring i hverken vores eget eller fælles liv.

Så hvad gør vi?

”Vi skal sekund for sekund vælge de positive følelser”, foreslår Barbara Fredrickson, men forklarer også, hvorfor det faktisk kan være svært: ”Den gamle historie (den protestantiske arbejdskultur) giver os skyldfølelse, når vi tager os tid til at gøre noget, der gør os godt tilpas”.

Men den nye historie er, at videnskaben nu viser os, at det at gøre noget godt for os selv, hvor vi føler positivt, er den bedste investering, vi kan gøre.

Babara Fredrickson er verdens førende
 forsker i positive følelser.
Det er godt for os selv – men også for andre. Forskningen viser nemlig også, at når vi er i positive følelser, tænker vi mere i ”vi” end i ”jeg”. Så positivitet kan føre os ud i en gigantisk verdensrevolution mod bedre liv og trivsel for os alle sammen.

Det er nu omkring d. 1. september. Efteråret er begyndt og varer tre måneder. Lige netop den mængde tid, som det ifølge forskerne tager at udskifte vores celler. Efter tre måneder er du på celleplan en ”ny version dig”.

Så hvad skal der i dit efterår?
Hvordan kan du styrke dit tippepunkt og sikre dig, at du kommer op på den magiske positivitetskvotient på 3 til 1?

KILDE: Barbara Fredrickson, ”Positivitet – kilder til vækst i livet”.













Kommentarer

Når den lille lykke gør dig lykkelig

Hvordan har din sommer været - og hvad har du lært af den, som du kan bringe med over i efteråret og vinteren?

Når jeg ser tilbage på min sommer, kan jeg ikke prale af lange eksotiske rejser og flere ugers ferie. Det har været en lavbudget sommer med højskolearbejde, freelancejournalist-skriverier og få feriedage i traditionel forstand.
 
Men. Det, jeg kan prale af – og dét, sommeren har lært mig – er at se, nyde og værdsætte ”den lille lykke”. Mikro-øjeblikkene. 

Havbad og rose på badebroen med en veninde. Roadtrip op af kysten med kæreste og bonusdatter, da min søn fik sit kørekort og kørte første tur med os. 

En kaffe i Gamla Stan i Stockholm med min far, der er blevet rask, og hans kone og datter. 

Vi kan gøre os selv lykkeligere og gladere ved at være bevidste om mikro-øjeblikkene og åbne os for dem, tage dem ind, ”spise dem” og lade dem synke ind i kroppen.

Barbara Fredrickson, der er ekspert i positive følelser, siger (frit oversat): ”Videnskaben kalder på os. Vi skal vågne op og forstå det livgivende i mikro-øjeblikkenes kraft”. Hendes forskning viser nemlig også, at alle disse små dryp af kærlighed – alle disse ”små forbindelser af kærlighed” – ikke kun bringer lykkefølelse med sig, men også et godt helbred.

Jeg har faktisk ikke været god til at tage lykken ind. Det er der alle mulige årsager til. Den gode del af historien er, at det har jeg fået trænet mig op til at være. 

Jeg har bl.a. studeret positiv psykologi og har for alvor forstået, at lykken er en form for kondition, der skal holdes ved lige. Og noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, er:

Når det handler om lykke, er ”frekvens” vigtigere end ”intensitet”. Det er vigtigere, at du har mange små dryp af lykke henover dagene, end at du en gang hver tredje uge har en intens lykkefølelse.

For at gøre det lavpraktisk, kan man sige, at det er bedre at bruge dine penge på lykkeskabende aktiviteter, som du fordeler jævnt ud over et helt år, end at du bruger al dit økonomiske overskud på en tre ugers sommerferie.

Du får mere varig lykke, hvis du fordeler de små mikro-øjebliks-kærligheder – både de gratis og dem, der koster penge – ud over alle årets dage. 

Det er, hvor meget og hvor ofte vi tager lykke ind, der er afgørende for, hvor godt vi kan få det, og hvor vedvarende vores lykkefølelse kan blive. 

Så når du læser denne tekst, hvad kommer du så i tanke om? Hvad har du lært af din sommer – og hvordan kan du bringe den indsigt med ind i dit efterår og vinter?
NB! Har du lavet en fotocollage over de bedste øjeblikke fra din sommer? 

Lykkeforskere siger, at vi også kan dosere os selv med lykkefølelse ved at genoplive gode minder. Vi kan så at sige genbruge lykkelige stunder. 

Vi kan gøre os lykkelige ved at kigge bagud og ikke alene ved at skabe gode forventninger ud i fremtiden eller finde på lykkeaktiviteter her og nu.

Hvis du laver en fotocollage, og hver dag - eller flere gange om dagen - går hen og kigger på billederne og "suger" de lykkelige sommerøjeblikke, du har haft, ind i dig, kan du fylde din indre lykkebeholder op og have den klar til vinteren. Ganske smart! Ganske billigt! Det er den lille lykke, der på sigt kan skabe den store lykkefølelse. 


Jeg fik en uges rejse til Kreta i sommerens 11. time.
Her er jeg ved Red Beach ved Matala. 
NB! Og så endte det alligevel med, at jeg oplevede eksotisk varme og sandstrande. En uge efter, at jeg skrev denne tekst, forærede min kæreste mig en afbudsrejse til Kreta. (Måske har du set billeder på min Facebook-profil). Han bestilte turen en fredag sen eftermiddag, og vi fløj meget tidligt lørdag morgen. Det var skønt - og satte et dejligt punktum for sommeren. Og igen her øvede jeg mig i at tage de små mikro-øjeblikke til mig. For sandheden er jo, at hvis du ikke har denne evne, kan det være ret så lige meget, hvor du befinder dig i verden. Du kan poste nok så mange penge ud på den "lykkelige" ferie, men hvis evnen til at føle positivt ikke er nok til stede, vil de nye indtryk ikke kunne fæstne sig i dit sind. 











Kommentarer

Hvem vil du være denne sommer?

Hvorfor er mit liv ikke lidt mere festligt nu, hvor det er sommer?
Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at have en kæreste?
Hvorfor bliver jeg ved med at tænke over, hvorfor mit liv er blevet, som det er?
Hvorfor går min familie mig på nerverne, når vi nu er i sommerhus og burde hygge os?
Hvorfor sidder jeg på femte år i et job, som jeg ikke bryder mig om?
Hvorfor bor jeg ikke et mere lækkert sted?

HVOOOOORRRRFOOOOR????

Nogle gange er der bare ikke noget klart svar på det ”hvorfor”. Og det bedste, man kan gøre, er for en stund at droppe spørgsmålet. 

For måske får du aldrig svaret, og det bliver bare til et uendeligt tankespind, som dræner al livsenergi ud af dig.

Jeg har et forslag til, hvad du kan gøre.

Ideen kom til mig, da jeg var i Oslo sidst. Jeg mødte de skønneste kvinder, og det forunderlige var, at de stort set havde det samme tema med! Det var naturligvis ikke noget, klienterne vidste, men det var noget, jeg opdagede, som dagen skred frem. (Nogle gange får jeg faktisk den tanke, at ”universet” serverer et tema for mig, som jeg så senere kan skrive om – og det gør jeg så nu ...).

Jeg kunne mærke, at kvinderne sled med at prøve at forstå sig selv og den situation, de var havnet i. Og de var blevet udmattede og næsten også modløse. 

Og jeg skal ikke gøre mig selv bedre. Jeg kender det fra mit eget liv. Jeg har f.eks. i årevis grublet over, hvorfor min mors liv blev, som det blev (det skriver jeg bl.a. lidt om i min nye bog ”Når sjælen kalder”), men spørgsmålet er ubesvarligt, og det tapper kun livskraft ud af mig.

En af løsningerne kan være at tænke helt omvendt. Slippe alle de ”hvorfor” og erstatte det med spørgsmålet:

Hvem vil jeg gerne være?


Dette nye spørgsmål kan skubbe os fremad. Det er løsningsorienteret og konstruktivt. Spørgsmålet trækker os ud af vores fortid og ind i vores fremtid. Vi begynder at leve i ”vores vision om os selv”. Vi begynder at skabe mere af det, vi ønsker, i stedet for at føle os som ofre for det, der er sket. 

Det er som om, vi skubber ”den bedste version os” ud af os selv som et slags lyslegeme og stiller det foran os, så det kan guide og lede os fremad.

”Hvem vil du være”- spørgsmålet kan med tiden skabe forvandling, så ”hvorfor” kan ende med at miste sin relevans og betydning.  


Du kan gøre det nye spørgsmål konkret:

Hvem vil jeg gerne være her i sommer?

Vil jeg være glad og imødekommende? Indadvendt og reflekterende? Vil jeg være hende, der samler venner og familie? Eller livsnyderen? Eller hende, der er vild?

Jeg har lavet en collage for denne sommer
og hængt den på min opslagstavle. Desværre kan jeg
ikke holde fri hele sommeren,
men collagen gør mig opmærksom på
at huske de små stunder med gode relationer.

Tip: 
Lav en collage for den, du vil være, og det, du vil skabe mere af i sommer. Kig på den hver morgen og spørg dig selv: ”Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at bevæge mig i retning af xxxx (dit ønske for denne sommer)?


Tip: 
Tag en måned ad gangen. Beslut dig for f.eks. i juli at eksperimentere med at være mere vild. I august mere imødekommende. I september mere modtagende. Skab forandringen lidt efter lidt.











Kommentarer

Det får du hos mig ...



Er du interesseret i ”Klippekort til forandring” - et personligt mentorforløb?
Eller er du "bare" interesseret i en enkelt session?
- så læs med her:

Hvad er baggrunden
Den ærlige sandhed er, at det var Maya Fridan, der er en af Danmarks bedste clairvoyante, som sparkede mig i gang med at give personlig coaching. Jeg ville nemlig ikke i første omgang. 

Jeg har for flere år siden været i et forløb hos hende, og ofte, når jeg var på vej ud ad døren, sagde hun til mig: ”Du skulle nu gå i gang med at tage klienter ind”. Da hun sagde det første gang, overvejede jeg, om hun virkelig var så clairvoyant, som hun markedsfører sig med, for hendes forslag føltes helt ude i skoven.

Det var først, da hun en dag sagde til mig:
”Gitte, hvad nu, hvis du giver coaching på samme måde, som du underviser. Hiver folk ud på gulvet, får dem til at stå på stolen eller ligge ned på gulvet. Der er jo ingen, der siger, at du skal gøre det helt traditionelt ... og samtidig skal du bruge dine gode intuitive evner”

Pling. Det var dér, ideen begyndte at få liv. Jeg havde i første omgang tænkt coaching som noget med at sidde to og to foran hinanden i terapeutisk alvor. Men da jeg gav mig selv lov til at være en utraditionel coach, gav det mening. Egentlig var det soleklart. Jeg havde bare ikke set det selv :-)

Hvordan foregår det
Jeg kan bedst sige det sådan, at jeg følger dig og din dagsorden. Jeg kan finde på at spørge dig, hvad du kunne tænke dig, der skal være anderledes, når du går ud ad døren? Hvad vil du have fundet ud af? Hvad vil du gerne føle? Hvad vil du gerne være kommet videre med?

Og så arbejder jeg derfra. Måske vi skal bruge gulvet. Måske vi skal bruge et whiteboard. Måske vi skal lukke øjnene og visualisere. 

Jeg følger din energi, og dét, der sker undervejs. Jeg kan måske sige det sådan, at jeg ”læser i energien” og bruger min stærke intuition. 

Jeg har det, man kalder for klarfølelse, og ind imellem fornemmer jeg også symboler og metaforer – og bruger disse i coachingen.

Jeg har en uddannelse fra CTI – The Coaches Training Institute. OG jeg har ved siden af skabt min egen "pippiske" og intuitive coachingmetode.

Jeg kan finde på at hoppe ud af den traditionelle coachrolle ved f.eks. at fortælle, hvad jeg selv har gjort, eller hvad eksperter anbefaler. Jeg kan også finde på at give dig et råd. Det gør ”normale” coaches ikke, men nogle gange trænger man bare til en guide og et råd, hvis man selv er helt rundforvirret over sin situation.

I dag er jeg vild med den personlige coaching. Jeg elsker, når magien opstår. I rummet og i os. Når jeg sammen med min klient får energien til at forvandle sig. Fordi en erkendelse opstår. Fordi en vision falder ned i hovedet på os. Fordi vi får dét, som var svært/umuligt/problemfyldt, forvandlet …

Hvem kommer
Dem, der har et dybt ønske om at flytte sig. Dem, der føler, at nu er det nu. Der skal ske noget. De vil ikke ende op som sure, utilfredse, uforløste og deprimerede kvinder. 
(Mænd er også rigtigt meget velkomne! Men sjovt nok, har der indtil videre kun været kvinder hos mig).

En kvinde, som har glemt sin passion og gerne vil finde energien igen i sit liv. En kvinde, som gerne vil skrive en bog, men er gået i stå. En kvinde, som er træt af at være træt af og nu gerne vil kunne elske sig selv og være tilfreds med sit liv.

En kvinde, som står i mega udfordringer, og gerne vil have en støtte ved sin side, mens hun går igennem en forandringsproces. En kvinde, som har hovedet fyldt med ideer og vil have hjælp til at sortere og virkeliggøre. En kvinde, der er træt af sit arbejdsliv og gerne vil bruge sit liv på at gøre en forskel. 



Helt praktisk
Du køber et klippekort med syv klip på. Fem sessioner er til et personligt møde. To sessioner er over telefon/skype. 

Hvis du har lyst til at få opgaver fra gang til gang, skaber jeg dem til dig. Det er frivilligt. Det er ikke noget, du skal stresse over. 

Når du bestiller et "klippekort til forandring", er det gyldigt i et år fra købsdatoen. Du bestiller tid fra gang til gang.  

Hvis du bare vil nøjes med en session, giver jeg også det. 

NB 
Skriv til mig, hvis du har spørgsmål til forløbet, som ikke er besvaret i denne tekst. 




Kommentarer

Planeterne kalder: Sæt i gang!

Det er nu, det er nu. 

Det siger en af Danmarks mest kendte astrologer Claus Houlberg.

Og jeg kan kun nikke samstemmende.

Det er nemlig også den fornemmelse, jeg har af tiden. At hvis vi har tumlet med nogle drømme i lang tid, så er det nu, de skal realiseres. 

Hvis vi har tænkt, at vi ville hjælpe flygtninge, så er det nu, det er nu. Hvis vi har tænkt, at vi ville åbne en cafe, så er det nu. 

Hvis vi har tænkt, at vi ville gøre noget ved vores ensomhed, så er det nu. Hvis vi har tænkt, vi ville ændre kurs eller retning, så er det nu.

Jeg kan mærke tendensen i min egen omgangskreds. Min kæreste realiserer nu en uddannelse, han har tænkt på i tyve år! Min veninde er i gang med sin livsdrøm og lancerer bog i USA. Jeg fik selv færdiggjort den bog, jeg har tænkt på i årevis. Andre siger job op, for nu skal der findes en ny retning. Og andre igen bliver skilt, for nu skal kærligheden føles rigtig. 

Sagt med andre ord: Hvis sjælen kalder eller har kaldt i et stykke tid, så er det nu, der er en åbning og en mulighed.  

Jeg har gået og summet på den tanke i noget tid. Jeg har også tænkt, at der ligger en helt anden parathed og en alvor over tiden. 

Som om, at vi alle sammen kan mærke, at denne her jord ikke kan klare sig, hvis vi ikke handler og sætter i gang. Og vi kan heller ikke selv overleve på det private plan, hvis vi år efter år udskyder vores drømme og længsler.

Da jeg startede med at holde foredrag tilbage i 2003 – hvor den første Simple Living bog udkom – havde jeg tit den fornemmelse, at mange syntes, det var en meget god ide. At indrette sit liv, så det var udvendigt enkelt og indvendigt rigt. At leve sit liv efter det, der var vigtigst.

Men i symbolsk forstand sad deltagerne tilbagelænede på stolene og lyttede. De var åbne og interesserede, men handlede ikke (altid) på det, de vidste, mærkede og længtes efter.

I dag er det, som om mange flere mennesker end nogensinde før er ”rykket helt frem på stolesæderne”. De er klar til at sætte i gang. Klar til at tage springet. Klar til at realisere store eller små drømme. 

Claus Houlberg skriver sådan her på Facebook:
Få mere inspiration på Claus Houlbergs Facebookprofil

En FRIHEDSTRANG har meldt sig med vældig kraft. Nu kan det minsandten være tilstrækkeligt. Det er på høje tid med forandring. Det hjælper ikke længere at gå og vente på, at 'nogen' skal gribe ind. Det er som at vente på Godot, ham der aldrig kom. Vi må selv beslutte os til at være denne 'nogen', dvs. vi må træffe vore egne valg ... og mange har allerede gjort det. Planeten for nyorientering, URANUS, er netop trådt ind i en ny fase, og det er starten på de næste par år frem til nytår 2018 ... så det er nu, det er nu ...




Så her nogle spørgsmål til dig: 
Når du nu ved, at du har planeterne med dig – hvad får du så lyst til at gøre? 
Hvilke drømme har længe nok været på stand-by? 
Hvad kan ikke længere vente?
Hvad er det, din sjæl inderst inde kalder på? 
Kommentarer

Min lykkestrategi: Cafebesøg med gode venner ...

Jeg var på cafe i søndags - og det er en god lykkestrategi for mig. At forlade computeren, pligterne og mødes med gode venner og veninder over en kop kaffe. 


Det handlede hverken om klima, penge, social status, udseende eller andre ydre omstændigheder. 

De lykkeligste mennesker havde mange gode og nære mennesker omkring sig i deres liv.


Da en af de første positive psykologer, den amerikanske professor Martin Seligman, startede med at undersøge, hvad der gør lykkelige mennesker lykkelige, var det gennemgående kendetegn, at de var ”ekstremt sociale”. 

Det handler naturligvis ikke (kun) om at gå på café :-) Det handler om at dele livet med andre mennesker, at føle at man hører til og er del af et fælleskab. 


Når vi tænker tilbage, er de lykkeligste stunder i vores liv som oftest dem, vi har delt med andre. 
Men selvom det siger sig selv, kan det i virkelighedens verden være noget af det mest udfordrende at skabe sig gode relationer. 

Man har måske oplevet tillidsbrud og svigt. Det kræver et stykke personligt arbejde at heale de sår og skabe sig varme og nære relationer, der holder.


Det kan være godt at tænke over - både for os, der er lidt forbrændte, og for dem, som har det lettere med at skabe og holde gode relationer.


Tørklædet, strikkappen og den sorte jakke 
er fra mine veninders
bæredygtige designfirma Another View.
www.anotherview.dk




Det kan vi f.eks. være ved:

At spørge og lytte. Og rose og anerkende. At give vores venner vores nærvær. 
Spørg: Hvad har du brug for for at komme videre? Hvad skal der til for, at du lykkes med din plan? Hvad er det, du gjorde, der gav dig succes?


Det er at være aktiv konstruktiv. Og det er en god begyndelse på at skabe relationer. Om man nu er på cafe eller ej ... :-)
Tak til Elisabeth Olger for at være vores
fotograf i søndags - du er en stjerne!




Det siger på en måde sig selv – at vi mennesker bliver glade af at være sammen med de mennesker, vi holder af. 



Man kan jo have noget med sig, der gør, at dét, der burde være let, bare ikke er det. 

Ledende lykkeforskere – som Martin Seligman og Sonia Lyubomirsky – taler om, at det er evnen til at være aktiv konstruktiv, der giver de bedste relationer.

Det, vi alle sammen kan huske på, er at være "aktiv konstruktive".
Kommentarer

Tag det første skridt – så skal planen nok komme

Jeg vil fortælle dig om en ekstraordinær kvinde.

Hun hedder Gry Hebeltoft Ravn. Hendes sjæl kaldte. Og hun lyttede og handlede. Det førte hende ud i et gigantisk privat hjælpeprojekt og en lavine af nødhjælps-empati.

Gry er et eksempel på, hvad der kan ske, når sjælen kalder. Nogle gange kalder sjælen, fordi der er noget, vi skal tage os af i vores eget liv. Andre gange handler det om "den store verden". Hver ting til sin tid. 

Jeg har skrevet et interview med Gry Hebeltoft Ravn, fordi jeg synes, hendes historie er stærk. Den viser, at når vi lytter til vores eget - og det kollektive - kald, kan vi flytte os selv og hinanden. Vi kan få ting til at ske, vi slet ikke troede, var mulige. 

Her er en præsentationsvideo, hvor du kan møde Gry: 

Her er interviewet, der netop nu er i Magasinet Psykologi: 

For nylig holdt Gry Hebeltoft Ravn et foredrag på et reklamebureau. De ville gerne vide, hvordan hun havde båret sig ad.

Gry lyttede - og handlede!
Hun fik skabt et projekt, hun slet
ikke selv havde troet muligt.
Altså, hvordan kunne hun ved hjælp af et opslag på Facebook starte noget, der kunne minde om en folkebevægelse og på kort tid indsamle 500.000 kr. og 200 tons tøj til syriske flygtninge på Lesbos? Hvordan kunne det lade sig gøre at mobilisere et gigantisk privat hjælpeprojekt, hvor mange mennesker over hele landet var med til at donere både tøj og penge?

Det ville reklamebureauet gerne vide. Men Gry Hebeltoft Ravn, der er 36 år, meditationslærer og spirituel underviser, kunne ikke give dem nogen smart marketingstrategi eller PR-tip. For det, hun havde gjort, var at lytte til sin sjæls kalden og følge den.

- De havde respekt for det, jeg havde gjort, men jeg tror måske nok, at de smilte lidt indeni, for den måde, jeg havde arbejdet på, var ikke sædvanlig. Jeg havde ingen plan. Jeg fulgte mit hjerte. Planen kom i øjeblikket og dag for dag, og det kan være lidt svært for vores sind at forstå. 

Men det er faktisk det vigtigste, jeg lærte af Lesbosprojektet: At når min sjæl kalder, skal jeg hver dag tage det skridt, der føles rigtigt, selvom jeg ikke kan se hele projektet for mig. Men hvis jeg bare går i gang, vil planen dukke op lidt efter lidt.

Gry’s projekt er historien om, hvad der kan ske, når man lytter til sin sjæls kalden, og når dette kald rammer ind i et større kollektivt kald. Hun fortæller:

- Jeg sad hjemme og så billeder af flygtninge på Lesbos, og jeg blev vildt berørt. Jeg græd foran skærmen. Jeg håbede, at der var nogen, der gjorde noget. Men billeder af flygtninge blev ved med at dukke op, og jeg fik en trang til at handle. Jeg skulle på yogaferie på Lesbos to uger efter, og jeg tænkte:”Ej, det kunne være fedt, hvis jeg tog en kuffert med tøj med til nogle flygtninge”.

En aften spørger hun ud på Facebook, hvad en container mon koster, da hun alligevel ikke synes, at en kuffert er nok. Og herfra starter ”lavinen”. På bare et døgn bliver der indsamlet 60.000 kr. En af hendes veninder laver en Facebookgruppe og skriver et blogindlæg. En anden kvinde tilbyder sin butik på Frederiksberg som opsamlingssted. To dage efter må de rykke til et professionelt nødhjælpslager i Albertslund. Årsagen er, at det vælter ind med tøj! Frivillige hjælpere kører nu i pendulfart med tøj fra butikken til lageret eller fra de ti opsamlingssteder i landet, der i mellemtiden er skudt op.

   
Skynd dig ud og køb Magasinet Psykologi
- og læs hele temaet, der er på otte sider.
- Det var som en eksplosion. For det var åbenbart ikke kun mig, der havde siddet med en smerte og en frustration. Mange fortalte, at de var glade for at kunne gøre noget, siger en berørt Gry og forklarer:

- Jeg bliver altid rørt, når jeg fortæller, hvad der skete, for det var virkelig stort. Hold da op, hvor fik vi indsamlet meget tøj og uendelig mange tons næstekærlighed. Det var helt vildt livsbekræftende at opleve, hvad der kan ske, når mennesker går sammen.

Og selvom, der dukkede problemer op undervejs, blev de løst. For eksempel havde hun ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at tøjlageret voksede sig så stort, at de pludselig havde brug for ni containere samt transporthjælp til Lesbos. 

- Hvis man havde spurgt nogen, ville de sige, at det var helt urealistisk, for containere bestiller man 14 dage før, og det tager ti dage at køre en lastbil til Grækenland. Jeg følte selv, at der var en mening med projektet, og at der ville komme en løsning hen af vejen.

Det gjorde der også. Mærsk donerede containere, og de første to ankom til Lesbos samtidigt med Gry (der jo egentlig havde en billet til en yogaferie). Gry holdt møde med øens borgmester og fik i løbet af ugen organiseret uddelingen af det danske tøj.
Det spørgsmål, der presser sig på, er, hvor hendes mod kom fra. Til det svarer hun hurtigt:

- Det kom fra mit hjerte! Jeg har aldrig været så stærk i en sag, for det var ikke min sag. Det var en større sag. Jeg oplever, at der kommer en kraftig energi til os, når vi hjælper andre, og den kraft kan vokse sig stærkere end tvivlen og frygten. Jeg havde en meget fokuseret vilje, hvor jeg hurtigt kunne skære al ”crap” fra. 

Jeg følte, at jeg havde mine spirituelle guider med mig, og det gjorde mig tryg. Der var en plan, jeg bare skulle følge. Det var så såre enkelt. Alle valg blev stort set taget ud fra mit hjerte og min mavefornemmelse, og jeg var meget sikker på, hvad der var rigtigt og forkert.

- Lesbos var noget særligt. I det almindelige liv kan det være svært at følge sit hjerte. Vi kan nemt lukke det ned, hvis vi føler, at det, hjertet vil have os til at gøre, virker urealistisk eller besværligt. Det kan være lettere at tilpasse sig og glemme det hele.


Interviewet med Gry Hebeltoft Ravn
er en del af et større tema,
som jeg som freelancejournalist har skrevet.
Hver morgen sætter Gry sig ned og mediterer. Hun lytter til, hvad hendes hjerte og sjæl vil med hende. Hun underviser også i at ”lytte til sit hjerte og handle på det, man hører”:

- Sjælen og hjertet kan kalde på forskellige måder. Nogle gange handler det om action og ambitiøse projekter. Andre gange om at være i stilhed. At leve ud fra sjælens kald handler om at have tillid til, at jeg er lige der, hvor jeg skal være. 

Jeg har lært, at hvis der er noget, der rykker i hjertet – en smerte eller en længsel – skal jeg gøre noget. Tage et skridt og bare gå i gang. Lesbosprojektet var en vækkelse for mange af os. Der var ”en kollektiv sjæl”, der også havde kaldt de andre til handling. Vi var som brikker i et stort puslespil, og sammen kunne vi gøre en forskel.

NB!
Mange har nomineret Gry til at være årets heltinde hos Ugebladet Søndag, der uddeler en pris til årets frivillige hjælper. Hvis du vil nominere Gry, skal det være senest 9. april: Her kan du nominere:

NB!
Videoen med Gry er produceret og tilrettelagt af videojournalist Jens Dige. Han kan kontaktes her: www.jensdige.dk

Hvis du vil i kontakt med Gry, kan du nå hende her: www.gryravn.dk





Kommentarer

Behind the scenes: At skrive en bog er som at leve et liv

Jeg vil invitere dig med ind bag kulissen.

Ligesom man i filmens verden viser, hvordan en film bliver til, vil jeg også fortælle dig, hvordan min nye bog ”Når sjælen kalder” blev til.

Jeg fik ideen til at invitere dig indenfor, da jeg forleden aften sad med en veninde, og hun spurgte til min arbejdsproces.

Mens jeg fortalte hende, hvad jeg har gjort, gik det op for mig, at sådan som jeg har skrevet bogen, faktisk også er sådan, jeg nu er begyndt at leve mit liv.

Det er fantastisk, når drømmen lykkes :-)
Derfor har jeg besluttet mig for at indvie dig i, hvordan jeg har arbejdet. Jeg håber, du vil finde inspiration til dit eget liv - eller din egen bog :-)

Jeg holdt fast i min drøm

Når sjælen først er begyndt at kalde, holder den ikke op. Der er altid en mening bag galskaben, selvom man måske ikke i øjeblikket selv forstår det. 

I mange år havde min sjæl kaldt på en ny bog. Jeg startede med en ide – og endte et helt andet sted. Faktisk er ”Når sjælen kalder” født ud af to til tre andre bøger. Først hed bogen ”Hjemve”, så ”Den magiske skabers vej”, så ”Du kan skabe en ny historie” – for til sidst at ende med ”Når sjælen kalder”. 

Morale: Hvis du har en drøm, er det ikke en fejl. Ofte handler det om at blive ved. Men også om at have modet til undervejs at slippe alt det, der ikke virker. 

Der ligger en lang rejse bag
et udstillingsvindue ...

Jeg skrev der, hvor det føltes lettest

Jeg gik mange gange i stå. Jeg sad fast i et kapitel og anede ikke, hvordan jeg skulle fortsætte. Især kapitlerne 1, 2 og 3 var vanskelige. De blev for tunge, træge og komplicerede. På et tidspunkt måtte jeg opgive at finde løsningen på, hvordan jeg skulle skrive de første kapitler. Jeg startede i stedet i midten af bogen! Her føltes det ligetil at skrive. Da det midterste var på plads, gik jeg tilbage til begyndelsen.  

Morale: Hvis noget ikke fungerer i dit liv, så drop det, der ikke virker, eller sæt det på pause. Gå derhen, hvor livet flyder let for dig. På et tidspunkt vil livet af sig selv vise dig en løsning. Eller måske har problematikken imellem tiden løst sig selv.





Jeg tog en beslutning hver aften

Jeg hader den første fase af en skriveproces. Og jeg elsker den sidste. Det kræver selvdisciplin at gøre noget, der er pinefuldt. Den måde, jeg er kommet igennem på, er at tænke småt i stedet for stort. ”Hvad har jeg lyst til at skrive næste dag?”. Jeg tager beslutningen om aftenen. Jeg skriver min beslutning på et papir ved siden af computeren. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg ikke diskutere med mig selv. Jeg skal bare gå i gang :-)

Morale: Fokus er lig med succes. Det, jeg fokuserer på, er det, jeg får til at ske. Det er de små skridt, der på sigt tegner de lange linjer i mit liv. Det er de små afsnit, der på sigt bliver til en bog.

Jeg lyttede til det, der skurede i baghovedet

Jeg har brugt min intuition. Jeg har foretaget mange korrektioner undervejs, fordi der var noget, der støjede. Jeg kunne ikke se hele bogen for mig fra starten. ”Billedet” tonede frem i takt med, at jeg bevægede mig fremad. Jeg justerede retningen konstant, og heldigvis var både redaktør og grafiker imødekommende.

Her taler jeg til bogreceptionen i København.
 Bogen udkommer på Cappelen
Damm i Norge i februar 2017.
Morale:  Reager på dine indskydelser. Hvis noget ”skurer i baghovedet”, er der noget om det. Gør det, der føles som ”yes”. Det er alle de små ”yes”-er, der tilsammen skaber vores retning i livet. Og vores bøger :-)

Jeg tog min intuition alvorligt

Min intuition kommer godt frem om morgenen. I sprækken mellem nat og dag. I denne tidssprække har jeg lært at lytte til mine kreative ideer. Hvis jeg gik i stå med teksten, bad jeg ”mit højere selv” om en løsning. Nogle gange dukkede svaret op næste morgen. Andre gange gik der flere dage eller uger.

Morale: Tag din intuition alvorligt. Sæt tid og plads af til den. 

Jeg var tro mod min ide

Der var kriser undervejs. For eksempel fandt jeg i 11. time en ny titel. Min veninde havde været på besøg, og vi havde brainstormet, og jeg kunne simpelthen ikke finde en titel, der virkede. Da min veninde var gået, sad jeg alene tilbage i min sofa og var helt og aldeles udmattet. Pludselig slog en titel ned i mig ”Når sjælen kalder”. Titlen føltes som et lyn, og jeg blev begejstret.

Men jeg måtte sluge nogle kameler - og noget stolthed. Den nye titel betød, at jeg måtte bruge mere tid og fik ekstra uger uden indtjening. Jeg var nødt til at skrive en ny indledning, en ny velkomst, en ny indholdsfortegnelse, et nyt kapitel – og jeg måtte gennemskrive alle de andre kapitler, så hele konceptet hang sammen. Jeg blev to til tre måneder forsinket. 

Morale: Hvis du har en drøm, så giv ikke op. Selvom du næsten ikke kan finde energi til at fortsætte, og du har lyst til at kaste håndklædet i ringen, så kæmp dig videre.

Jeg håber, at du vil blive glad for min nye bog :-)
Når drømmen skal lykkes

Min søster, der bor i San Francisco, og som også er skrivende, sagde engang til mig: ”Man kan altid lave andet end at skrive”. Der er altid noget, der kan tage ens opmærksomhed. 

Jeg ved, at jeg arbejder bedst om morgenen og formiddagen. Så hvis jeg skal have skrevet en bog, må jeg være tro over for min egen rytme. 

Det betyder: Jeg skal ikke lave brunch til min kæreste eller søn, drikke alkohol om aftenen, spise sukker om aftenen (så er jeg sløv i hovedet næste morgen), lægge møder om formiddagen osv. 

Jeg skal i stedet vågne, tage tøj på og sætte mig ind ved arbejdsbordet. Først ved middagstid går jeg i bad og klæder mig rigtigt på. Jeg har også fundet ud af, at ”ofte, men kort”-princippet fungerer godt for mig. At skrive lidt hver eneste dag i en lang periode gør, at jeg forbliver i processen.

Morale: Vil du have en drøm til at lykkes, så find ud af, hvordan dine optimale arbejdsbetingelser skal være. Tag din egen skabelses- og produktionsperiode virkelig alvorlig. Du er nødt til at tage dig selv alvorligt for at manifestere din drøm - eller bog :-)





Kommentarer

Gør det, der ligger lige for

Jeg vil fortælle dig, hvordan forsidebilledet til min nye bog blev til. 

I den historie ligger der en inspiration til at handle på sine indskydelser og tage de skridt, der er lige for. At bruge det, man har, og de ressourcer, der er til rådighed. I stedet for at komplicere tingene.  

Det er først i juli. Alle er på vej på ferie. Pludselig ringer forlaget. De vil godt have en foreløbig forside. På grund af forskellige omstændigheder, bl.a. sygdom på forlaget og min egen uklarhed om datoen for manuskriptets aflevering, har vi kun en lille uge. 

Forlagets sælger skal nemlig i sommerens løb køre rundt til landets boghandlere. Han vil gerne have en forside med, der kan for-sælge bogen.

Jeg får travlt. Jeg har intet styling- eller reklameburau. Jeg har ingen penge til at lave noget fancy. Og forlaget heller ikke.

Jeg har bare en løs ide. Noget med en kvinde, der går ud mod en ny fremtid. Noget med en kvinde, der har forladt noget, hun ikke længere gider. Hun har taget skoene af og "befriet" sig selv. Hun har en let rejsetaske, fordi hun fra nu af transporterer sig let fremad i livet.














Jeg ringer til min svenske veninde Elisabeth Olger. Hun har et fedt kamera, og hun har sans for styling. Jeg tænker, vi skal lave en test for at afprøve det set-up, jeg har i tankerne. Senere, når bogen skal i tryk et halvt år senere, kan vi lave den egentlige forside. 

Jeg kører lidt rundt og leder efter en location. Men jeg kan ikke finde den rigtige. Og jeg har ikke tid. En intuitiv indskydelse siger mig i 12. time, at bagerst i Dyrehaven er der nogle åbne arealer, hvor der ikke færdes så mange mennesker.

Elisabeth Olger tager i efteråret også portrætbilledet,
der er i inderflappen på bogen.
Jeg henter Elisabeth på Østerport. Vi kører direkte ud i Dyrehaven. Det viser sig, at stedet kan bruges.

Jeg ejer kun en lang kjole - den tager jeg på. Jeg har et par halvslidte 15 år gamle røde sandaler - dem tager jeg i hånden. I den anden hånd har jeg Elisabeths rejsetaske, hun har taget med.

Der er en fantastisk juliaften. En af de eneste varme aftener denne sommer. Lyset kunne ikke være bedre. Det er varmt, og jeg kan holde ud at gå rundt i en tynd kjole.

Vi bruger 15 minutter. Så tager vi en pause. Midt på stien i Dyrehaven. Kigger på billederne i kameraet. Og er begge overraskede. Billedet er jo helt i top. Vi har på ingen tid lavet en forside! Det skulle være en test. Det ender med at blive den rigtige forside.

Her er vi på fotooptagelse i efteråret,
da vi skal tage portrætbilledet til bogen.
Og hvad er læren her? ... At det ofte er godt at være spontan og reagere på sine indskydelser. Og nogle gange kan ”nød lærer nøgen kvinde at være kreativ”. 

Man kan komme langt med en lang kjole, et par gamle sandaler og sin venindes rejsetaske. 

Og især kan man komme langt, når man har en god veninde, der springer på toget og kommer rejsende med sit kamera. 

Tak Elisabeth Olger.
Kommentarer (1)

Sådan kan du bygge din indre styrke op - og fastholde den!

En tidlig sommermorgen, mens jeg underviste på Samsø Højskole, vågnede jeg med en vision i mit hoved. 

Jeg husker det tydeligt. Jeg rejste mig brat og skyndte mig at finde papirer og kuglepen og tegne og skrive alt ned, inden "synet" forsvandt igen.

Det var ret vildt.

Min vision handlede om, hvordan vi kan bygge vores indre styrke op - og fastholde den.

Min vision handlede om, hvordan vi kan bevare vores psykiske energi. 

Min vision var en modgift til "der er aldrig noget, der er godt nok"-sygen. 

Den sommermorgen så jeg to tomme søjler for mit indre blik. Og herefter så jeg forklaringen. 

Og den får du her: 

Vi kan bygge vores indre styrke op ved i overført betydning først at lægge en sten i den ene søjle. Derefter en sten i den anden. Så en sten til i den første – og så videre. Sten for sten bliver de to søjler – der er et symbol på vores indre styrke – bygget jævnbyrdigt op.

Den ene søjle handler om, at du spørger dig selv: "Hvad det mindste er, jeg kan gøre for at bevæge mig i retning af min drøm/mål/ønske?"

Den anden søjle handler om at rose dig selv for de små skridt, du tager. 

Illustration: Grafiker Christine Clemmensen.
Fra min bog "Når sjælen kalder"
Ideen går ud på at kæde de små skridt sammen med din ros af dig selv. For hvis du ikke roser dig selv for de konstruktive handlinger, du tager, vil din indre styrke forsvinde. 

Det vil i længden være vanskeligt – måske ligefrem umuligt – at holde motivationen oppe. Det vil føles som to skridt frem og et tilbage.

Husker du at rose dig selv for dine skridt? Har du en venlig dialog med dig selv under og efter handlingerne? Eller bliver du ved med at være utilfreds, fordi du har følelsen af, at der hele tiden er noget, der kunne være og kunne gøres lidt bedre?

For vi kan jo altid gøre det hele lidt bedre – spise sundere, løbe stærkere, gøre mere for vores udseende eller skabe et mere perfekt hjem osv. Og netop denne indstilling kan risikere at slide os op og devaluere vores indre kraft. 

Det kan f.eks. godt være, at jeg langt om længe får taget mig sammen til at tage træningstøjet på og løbe en tur. Men når jeg kommer hjem, kritiserer jeg mig selv for ikke at løbe hurtigt nok, elegant nok eller længe nok. Det vil sige - jeg får faktisk taget et mindste skridt, men jeg punkterer min psykiske energi, når jeg kommer hjem, fordi jeg ikke anerkender min indsats.

Hvis du har lyst til at tage ideen med mine to ”bygge-søjler” til dig, kan du tænke følgende: 
Du ønsker dig måske en kæreste. Du stiller dig selv spørgsmålet: Hvad er det mindste, jeg kan gøre for at bevæge mig i retning af en kæreste. Du finder ud af, at det er at købe to tandbørster og stille dem på en hylde på badeværelset. Du roser dig selv for at have gjort denne handling. 

Du spørger dernæst igen dig selv. ”Hvad er det mindste, jeg kan gøre …?” Du beslutter dig nu for at købe nyt undertøj. Du roser dig selv. Samme proces kan du bruge i forhold til dine andre drømme – store som små. Et skridt. Ros. Et skridt. Ros. Et skridt. Ros. 

Den anerkendelse, du ”medicinerer” dig selv med, fungerer som en modgift til følelsen af, at der aldrig er noget, der er godt nok.

Min erfaring er, at de to søjlers praktik – at tage et mindste skridt og dernæst rose sig selv – er en enkel og meget konstruktiv måde at forholde sig til sig selv på og bygge sig selv op på. 

Jo mere, du fortæller dig selv, at du har held med at tage dit mindste skridt, jo mere styrke får du til at fortsætte, og så skaber du på sigt den selvopfyldende, opadgående og positive livsspiral.


Kommentarer (4)

Vi længes (også) efter indre ro

Hvad længes din sjæl efter i denne tid?"

Det spørgsmål stillede jeg på Facebook for nogle uger siden. Svaret var entydigt: Det, vi længes allermest efter, er kærlighed. Og på andenpladsen er indre ro.

At være i balance – at være i ro med sig selv – at føle en indre, hvilende fred.

Det er et fantastisk sted at være. Min påstand er, at har man først prøvet at være på besøg det sted i sig selv, vil man altid søge derhen igen. Som et fedt feriemål, man altid vender tilbage til.

Jeg har været ekspert i ikke at have en indre ro og en følelse af balance. Af forskellige årsager har jeg altid været meget søgende, meget rastløs og haft svært ved at falde til i livet. (Det har måske ikke set sådan ud, men det har føltes sådan).

Nu er jeg kommet til et sted i livet, hvor der – ikke hele tiden – men oftere og oftere dukker en følelse af indre ro op. Det har taget sin tid. Det har krævet noget indre arbejde. Det skete ikke på en nat :-)

Her er mine tanker om indre ro - og lidt af min vej dertil. Jeg håber, det kan inspirere dig: 

Den indre ro kommer, når jeg handler
Jeg ved, at vi kan skabe indre ro ved at meditere, dyrke yoga og optræne vores nærvær. OG. Jeg tror også på handling. 

En del af min indre ro er kommet af, at jeg er blevet bedre til at holde aftaler med mig selv. Jeg har trænet mig op i at gøre det, jeg lover mig selv. Det skaber en ro, når min indre kritiker ikke får for godt tag i mig. Jeg kommer i splid med mig selv, hvis jeg har en indre krig kørende mellem selvsabotøren og så den del af mig selv, der gerne vil lykkes. 

Jeg bruger spørgsmålet: ”Hvad er det mindste, jeg kan gøre …”, når der er drømme, jeg gerne vil realisere. Jeg bygger store handlinger op af små skridt (for eksempel at skrive bøger). Og så roser jeg mig selv bagefter for hvert mindste skridt. Det skaber en indre ro, at jeg ikke er på nakken af mig selv.  

Den indre ro kommer, når jeg tror på min egen stemme
Jeg tror, vi mennesker bliver urolige af alle de valg, vi har. Det er let at komme i tvivl. Valgte jeg nu det rigtige teleselskab, uddannelse, partner, rejse, bolig. Tankerne kan nemt piske rundt og analysere hvert valg og hver konsekvens. Vi bliver vanvittige – og urolige – af altid at have det hele oppe til vurdering. 

Med alderen forstår man, at der sjældent findes perfekte valg. Valget handler i stedet om, hvad der er vigtigst i den livsfase, man er i, og hvilken pris man i overført betydning vil betale. (Arbejder jeg meget, har jeg ikke meget tid til mine børn. Arbejder jeg mindre, kan vi ikke bo dyrt osv.). 

Hvilke valg føles bedst? Hvad siger min egen intuition og indre stemme? Hvad er min sandhed? Behøver jeg at "copy paste" kulturen, eller kunne jeg skabe min egen livsstil? Vejen til at være tro mod sig selv, sine længsler og behov kan være kringlet. Jeg begyndte for alvor at tro på min egen stemme, da jeg fik trænet mit selvværd og mit positive selvbillede op (det skriver jeg blandt andet om i min nye bog). Det gav en indre ro at tro på det, jeg mærkede indeni, og så handle derefter.  

Den indre ro dukker op, når min krop har det godt
Jeg har så mange gange prøvet at føle mig urolig, ude af balance, forvirret og stresset – og som en konsekvens af dette booke en tid hos en kropsterapeut. Efter skilsmissen fra min søns far, gik jeg f.eks. en gang om måneden hos Niia Bloch, som er en fantastisk terapeut. 

OG når jeg havde været der i en time, følte jeg en indre ro. Min krop var i balance og sat på plads. Jeg kunne trække vejret igen. Og når jeg var der – i ro i kroppen – så verdenen helt anderledes ud. Så vidste jeg godt, hvad jeg skulle gøre, og hvad der var mit næste skridt. 

Det var tankevækkende, at når kroppen har det godt, lægger tankemylderet sig. I årene efter er det blevet mere og mere magtpåliggende for mig at sætte tid af til min krop. Jeg går i øjeblikket til zumba 1-2 gange om ugen og havbader og er i sauna stort set dagligt. Når kroppen har godt, føles livet godt. Og roen sænker sig.

Den indre ro kommer, når jeg gør mit bedste
At gøre mit bedste er en leveregel, jeg har taget til mig. Jeg blev for mange år siden inspireret af den mexicanske shaman Don Miguel Ruiz’s bog ”De fire leveregler”. 

At gøre sit bedste er at gøre sig umage – uden at overdrive. Hvis man ”over-gør” sit bedste, kører man sig selv ned og udpiner sig selv. Hvis man ”under-gør” sit bedste, er det let at begynde at kritisere og bebrejde sig selv. Og så starter den indre krig, der skaber uro i personligheden. 

At gøre sit bedste er forskelligt fra situation til situation. Nogle gange er det at gøre sit bedste at forlade noget. Andre gange at engagere sig i noget. Jeg oplever, at den indre ro kommer, når jeg gør mit bedste – hverken mere eller mindre.

Hvad er din vej til indre ro? Kender du den? 


NB! For omkring en måned siden spurgte jeg ud på Facebook: "Hvad kalder din sjæl på i denne tid?" Førstepladsen var kærlighed (det skrev jeg om i forrige blogindlæg). Andenpladsen var "indre ro/balance/nærvær". 3. pladsen handlede om "fællesskab/samhørighed" og 4. pladsen om "frihed". Og herefter kom der en stor variation af spændende svar. Alt fra overgivelse, magi, overbærenhed, kreativitet til eventyr, nydelse, livsformål og handling. Omkring 100 mennesker har svaret mig enten åbent på de forskellige sider eller i en privat besked.
Kommentarer

Vi længes allermest efter kærlighed

Resultat af min research på Facebook: 

"Hvad længes din sjæl efter i denne tid?"

Det spørgsmål stillede jeg på Facebook for to uger siden. Jeg skrev det på min profil, min side og i flere af mine lukkede grupper.

Jeg bad mine FB-venner komme med deres spontane, ærlige og uforbeholdne svar og sende dem til mig. Svaret var entydigt: det, vi længes allermest efter i denne tid, er kærlighed.

Hvorfor? Hvad er det, der gør, at vi længes efter netop dette?
I stedet for at gøre mig klog på alle jer andre :-), har jeg spurgt mig selv. Hvornår mangler jeg kærlighed?

Her er mine svar:

Jeg længes efter kærlighed, når jeg har for travlt
Kærlighedsenergi er fin, blød og subtil. Den sanselige energi kan ikke nå ind til mig, når jeg er i hast. I tankerne og i gøremålene. Kærlighed passer ikke sammen med hurtighed. Og stress og travlhed. Et stresset menneske kan ikke rigtigt sanse noget. Det kan godt være, at der er kærlighed i rummet, men det kan ikke opfattes i kroppen.

Jeg længes efter kærlighed, når jeg sidder for meget foran en skærm
Jeg lever – som de fleste – et skærmorienteret liv. Og der er altid noget at skrive, fikse, bestille, ordne, tjekke. Fire-tyve-syv. Kærlighed kommer ikke ud gennem en skærm. Jeg skal selv tage beslutningen om, hvornår jeg går ”off”. Jeg skal selv vælge, at nu er det tid til kærlighed.

Jeg længes efter kærlighed, når jeg ikke selv åbner op
Hvis mit hjerte er lukket, kan jeg i tankerne råbe og skrige, alt hvad jeg vil og kan, på kærlighed. Men kærlighedsenergien har ikke en åben dør at komme ind ad, hvis jeg ikke selv forinden har låst op. Hvis kærlighedsdøren blev lukket til, da man var lille, fordi de voksne trampede på det lille hjerte, kræver det en bevidst indsats at lade nogen komme ind igen. Jeg har trænet mig op. Når jeg fornemmer, at min egen dør lukker til, spørger jeg mig selv, hvad det mindste er, jeg kan gøre, for at åbne for andre mennesker. Måske ringe til nogen. Måske gå ned i gården og drikke en kop kaffe. Måske vove at fortælle min kæreste eller veninde, hvordan jeg virkelig har det og føler.

Jeg længes efter kærlighed, når jeg selv glemmer at give
Jeg bliver selv blød om hjertet, når jeg glæder andre og ser dem lyse op. Når min DJ-søn bliver lettet, når jeg gider at være "crew" og køre rundt med hans gear og højttalere. Kærlighed er at give og være generøs og gavmild. Hvis man mangler kærlighed i sit liv, er det en god ide at begynde at give mere – gaver, tjenester, sit nærvær, sin tid.

Jeg længes efter kærlighed, når jeg ikke selv tillader mig at modtage den
Det er her, det kan blive kringlet. Vi skal nemlig også dybt i vores sjæl tillade os selv kærligheden. Tillade os at være nogle af dem, der er elsket, elskelige og værdsatte. Vi skal tillade os selv at modtage kærlighed. Vi skal tillade os selv at være gode nok til kærlighed. Dyb kærlighed kræver et godt og stærkt selvværd. Det kan være en lidt længere rejse for de af os, der ikke fik det gode selvværd ind med modermælken. Den gode historie er, at selvværdet kan trænes, styrkes og fastholdes. Og når selvværdet bliver godt og stærkt, begynder alle de gode ting at ske. Kloge mennesker siger, at vi kun kan modtage den kærlighed, vi selv er i stand til at rumme.

Hvad tænker du, når du læser om mine ”længsler” :-) ? Hvornår længes du efter kærlighed? Og hvorfor tror du, at kærlighed er topscorer, når det handler om, hvad vores sjæle længes efter? For det er jo ikke kun dig og mig. Vi er mange, der har den længsel. Det viser min research, og selvom det er en lille, privat og selvbestaltet undersøgelse, er mit gæt, at der nok er noget om det. Mon ikke resultatet i virkeligheden er ret sigende for den tid, vi lever i?



NB: Der kom flere svar på min research. På 2. pladsen over, hvad det er, som sjælen længes efter, var "indre ro/balance/nærvær", og 3. pladsen handlede om "fællesskab/samhørighed". 4. pladsen var "frihed". Og herefter kom der en stor variation af spændende svar. Alt fra overgivelse, magi, overbærenhed, kreativitet til eventyr, nydelse, livsformål og handling. Omkring 100 mennesker har svaret mig enten åbent på de forskellige sider eller i en privat besked.
Kommentarer
Læs tidligere indlæg...